Slægtsforskning fra Rakker Databasen

Frederik ZakariasenAge: 53 years18421896

Name
Frederik Zakariasen
Surname
Zakariasen
Birth
Type: BIRT
August 6, 1842 22 24
Shared note:
Sensitive:0 1842.08.06 Fødsel Udskrift af Øster Brønderslev Sogns kirkebog 1934-1846 LAN C 85 - 05 Fødte.Mandkjøn Lbnr.:1842 - 14 Aar og Datum:Født d. 6. August Barnets fulde Navn:Frederik Zachariassen Forældrenes Navne, Stand, Haandtering og Bopæl:Zacharias Frederiksen og Christiane Frederiksdatter, omvankende Natmandsfolk Dabens Datum, enten i Kirken eller Hjemme:Kirkedaab d. 7. Augusti Faddernes Navne, Stand og Opholdssted:Indsidder Lars Eriksens Hustrue Anne Christensdatter. Som Daabsvidner: Kirkes. Søren Jensen, og Sogneforstanderne Isach Bastholm og Christen Jensen, alle af Ø. Brønderslev. Anm.:Et uægte barn. Moderen introduceret.
Christening
Type: CHR
August 7, 1842 (Age 1 day) Age: 0 years 0 months 1 day
Shared note:
Sensitive:0 Se fødselsnotatet
Census
Type: CENS
February 1, 1845 (Age 2 years) Age: 2 years 5 months 26 days
Shared note:
Sensitive:0 1845.02.01 Folketælling Udskrift af Folketællingsliste for Volstrup sogn 1845 Fkt 1845 mikrofilm, mikrokort nr. 488 Optegnelse paa Folketallet m. v. i Volstrup Sogn, Dronninglund Herred, Hjørring Amt den 1. Februari 1845 Byernes og Stedernes Navne:Solsbæren Gaard24. Familie Personernes Navne:AlderStandFødesognNæringsvej, Erhverv, Familepos. ------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------ Christopher Jensen74GiftJerslev S. Hjørring A.Gaardfæster Johanne Jensdatter72GiftHer i Sognethans Kone Niels Christophersen27Ugiftdo.deres Søn Frederik Zacariasen 3UgiftØster Brønderslev S.Plejesøn Ane Larsdatter21UgiftAlbæk S. Hjørring A.Tjenestepige.
Death of a paternal grandfatherFrederik Zakariasen
Type: DEAT
February 1, 1856 (Age 13 years)
Shared note:
Sensitive:0 1856-02.01 Død Udskrift af Øster Brønderslev sogns kirkebog 1846-1860 LAN C 85 - 06 Døde. Mandkjøn Lbnr.:4 Dødsdagen:d. 1ste Februar 1856 Begravelsesdagen:d. 10. Februar 1856 Afdødes navn:Frederik Zachariassen Afdødes Stand, Haandtering og Opholdssted:Almisselem, Enkemand, hørte til Natmandsfolkene, havde intet Hjem. Afdødes Alder73 Aar. Anm.:Alderdomssvaghed.
Death of a fatherZakarias Frederiksen
Type: DEAT
August 15, 1872 (Age 30 years) Age: 52 years 4 months 27 days
Shared note:
Sensitive:0 1872.08.15 Død Udskrift af Øster Brønderslev sogns kirkebog 1861-1880 LAN C 85 - 07 Døde Mandkjøn Lbnr.:1872 - 7 Dødsdagen:15. August Begravelsesdagen:20de August Afdødes Navn:Zakarias Frederiksen Afdødes Stand, Haandtering og Bopæl:Omvandrende Natmand, ugift. Afdødes Alder51 Aar Anm.:Brystsyge
Death of a motherChristiane Frederiksdatter Augustenborg
Type: DEAT
July 3, 1882 (Age 39 years) Age: 64 years 6 months 2 days
Shared note: Sensitive:0
Death
Type: DEAT
from January 1, 1896 to January 1, 1897 (Age 53 years) Age: 53 years 4 months 26 days
Shared note: Sensitive:0
Event December 5, 1965 (69 years after death)
Shared note:
Sensitive:0 Omtale Rakker-Frederik fra Vendsyssel der blev fantekonge i Trøndelag C. Nørrelykke-Christensen Vendsyssel Tidende, 5. dec. 1965 Han blev født paa en grøftekant i Ø. Brønderslev enge og var ud af rakkerslægt. Han var velbegavet, from og vild paa samme tid, frygtet af mange, elsket af ingen, rømmede fra skib i Bergen paa vej til Amerika, blev fantehøvding i Norge og døde paa en grøftekant ved Flaa. Det var en høstdag, nærmere betegnet lørdag den 6. august 1842, et mærkeligt par kom vandrende fra Kraghede over engene mod Øster Brønderslev. Det var tydeligt, at det havde hast, men det var lige saa tydeligt,at det kneb for kvinden at følge med. Gang paa gang standsede hun op, tog sig til hovedet eller pressede begge hænder mod underlivet. Men manden fik hende hver gang til at fotsætte bare et lille stykke. Midt ude i engen maatte kvinden give op. Hun lagde sig ned med nakken paa grøftekanten, krængede skørterne til side, og næppe var det sket, før et drengebarn begyndte at klynke. Manden havde paa nogle skridts afstand fulgt begivenhedernes gang, lidt beklemt formentlig, men ved barnets klynken tog han træskoene i haanden og satte i løb mod Øster Brønderslev. Hans første ærinde gjaldt fattigforstanderen, som skulde sørge for et køretøj til befordring af degnens kone, der var stedets jordemoder, men det var som sagt en høstdag, og inden fattigforstanderen og degnemadammen fik sig taget sammen havde barselkvinden faaet sin nyfødte søn svøbt ind i nogle gamle klude og var fortsat vandringen mod Øster Brønderslev, hvortil den lille familie naaede, netop som køretøjet var paa vej ud mod engene. Dagen efter, søndag den 7. august var der barnedaab i Øster Brønderslev kirke. Herom oplyser kirkebogen: "Frederik Zachariasen født 1842 den 6. august. Forældre: Zacharias Frederiksen og Christiane Frederiksdatter af de saakaldte natmandsfolk. Kirkedaab: 1842 den 7. august. Faddere: Indsidder Lars Eriksens hustru Ane Cchristensdatter. Som daabsvidner i kirken: Søren Jensen og sogneforstanderne Isak Bastholm og Christen Jensen. Anmærkning; Moderen ikke introduceret". Et barn var født. Rakker Zacharias havde faaet en søn, og rakker Frederik en sønnesøn - og Øster Brønderslev kommune endnu et besværlig væsen. For det maatte man indstille sig paa - og gjorde det. Og netop placeringen af det fremtidige ansvar var vel ogsaa forklaringen paa den travlhed, Zacharias og Christiane havde lagt for dagen i forbindelse med turen over engene. De vidste nemlig, hvad den slags betød. Zacharias selv havde set dagens lys paa et knippe halm i Jespersgaard i Dorf, og Christiane var datter af et omvandrende kedelflikkerpar fra Himmerland. Samme Christiane var som de fleste af natmandsfolkets kvinder gjort af et haardført materiale. Allerede to dage efter fødslen fortsatte den lille familie vandringen, der førte ham langt væk fra Vendsyssel, men samtidig gjorde ham til en af de vendsysselske natmænds store og sagnomspundne personer. I slægtens spor Rakker Frederik den ældre hører til de mest kendte rakkere i Vendsyssel. Han var natmand og gilder og født omkring 1783. Forlydende ville vide, at han var ud af degne- eller præsteslægt, uden det dog er muligt hverken at bekræfte eller afkræfte dette. Selv hævdede han, at baade faderen og moderen var ud af natmandsslægt, at moderens navn var ham ubekendt. Omkring 1817-18 byttede han kæp med den jævnaldrende rakkerdatter Juliane Marie med hvem han fik en halv snes børn, hvoraf dog de fleste døde som smaa, enten det saa skyldtes naturlige aarsager, eller fordi de "ikke duede". Rakker Frederik øvede kvindetugt, hvorfor det jævnligt hændte, at Juliane fik en omgang klø. Han var ogsaa stolt af sin stand, hvilket kom frem under en trætte mellem ham og Zacharias, hvor han lod denne forstaa "at han ikke var værd at være i hans følge, han fortjente derimod ikke bedre, end at han skulle gaa hos en bonde og holde paa ploven". Rakker Frederik og Juliane holdt fortrinsvis til i Dronninglund og Børglum herreder, og det samme blev tilfældet med Zacharias og hans skiftende kvindfolk, hvoraf førstnævnte Christiane var den første i en lang række. Sammen med den lille Frederik vandrede de fra sogn til sogn, hvor de tiggede sig til mad og klæder. I vinteren 1844-45 hensidder de i Sæby arrest, hvor de ganske charmerer byfoged H. C. Gad, der er dybt rørt over "parrets opførsel i arresten og deres inderlige kærlighed til hverandre", hvilket da ogsaa førte til, at de fritoges for tiltale for betleri og løsgængeri. En velbegavet knægt Den "inderlige kærlighed" mellem Christiane og Zacharias blev dog ikke af lang varighed. En skønne dag fik Christiane rejsepas og samtidig fandt sogneraadet i Øster Brønderslev, som jo havde forsørgerpligten for sønnen Frederik, at det nok for alle parter var bedst, om samme Frederik kom i skole. Det skulle jo nødig gaa ham, som det gik faderen, at han endnu i en alder af 24 aar var saa daarlig faren, at han ikke kunne blive konfirmeret. Resultatet blev altsaa, at Frederik kom i skole i Øster Brønderslev, hvor han til stor forundring for mange viste sig at være "velbegavet med særlige anlæg for tegning". Som dreng og karl paa egnens gaarde, bl. a. paa Burholt fik han det bedste skudsmaal, navnlig blev der paa Gl. Burholt talt om hans "gode Haandelag til at binde op i høsttiden". Men saa blev han soldat og hermed ændredes hans tilværelse totalt. Paavirket af spiritus begik han en række dumheder og fik efter at have udstaaet adskillige andres straffe til sidst "den sorte kokarde". Og hermed var han blevet et problembarn" for Øster Brønderslev sogneraad. I de mørke og urolige øjne kunne man paa en gang læse en sær blanding af fromhed og vildskab, hvilket gjorde ham baade tiltrækkende og frastødende. Resultatet blev derfor, at sogneraadet i 1871, da Frederik Zachariasen var 29 aar, besluttede at sende ham til Amerika "for at prøve lykken der". Rømmede fra skib i Bergen De nærmere omstændigheder ved afrejsen kendes ikke, men alt tyder paa, at Frederik Zachariasen blev sendt med skib fra Aalborg, og at det skete hen paa foraaret 1871,. Om han paa overfarten skulle udføre en del arbejde skal ogsaa være usagt, hvorimod det er sikkert, at tilværelsen om bord ikke var noget for ham, hvor stærkt eventyret end maatte vinke forude. Ydermere havde han næppe tidligere bevæget sig paa et skibsdæk, og da skibet af en eller anden grund lagde ind til Bergen benyttede han lejligheden til at rømme. Penge har han næppe haft ret mange af, men han var ikke for ingenting en sønnesøn af rakker Frederik den ældre og søn af rakker Zacharias, som var den blandt alle Vendsyssels natmænd, som "kunne opvise det største antal forbindelser i elskovsforhold". Allerede i 1875 optræder han som "fantehøvding" ved retteni Trondheim, hvor han sammen med flere andre er tiltalt for slagsmaal, hestetyveri og andre lovovertrædelser. Frederik Zacharias klarede dog frisag "paa grund af bevisets stilling", og det samme synes at være tilfældet ved en række andre sager som figurerer ved norske retter i de følgende aar. Af retsreferaterne synes dog at fremgaa, at Frederik Zacharias er mere frygtet end elsket - ikke blot af den almindelige befolkning, men ogsaa af sine stammefrænder. Den ukendte mand under sneen Talende i saa henseende er en beretning nedskrevet af bygdelæreren Harald Rustand om "Fantefolk i Trøndelag" omkring aarhundredeskiftet, og hvori der gives en ret omfattende karakteristik af "Frederik Zacharias, der omkring 1870 kom til Trøndelag fra Vendsyssel i Danmark", som det siges i beretningen. Harald Rustand indleder afsnittet om Frederik Zacharias saaledes: "--- En vaardag aar 1897, da Solen fik sneen til at smelte, kom et skægget ansigt til syne i en vejgrøft paa fjeldet nær Flaa i sør Trøndelag. Lensmanden blev underrettet, men hans undersøgelser gav ikke noget resultat. Den døde blev anslaaet til at være 50 til 60 aar gammel, antagelig et medlem af fantefolket, som var bukket under for vinterkulden. Og saa skete der for øvrigt ikke mere i denne sag. Det var jo hverken første eller sidste gang, at et medlem af fantefolket lukkede sine øjne i en vejgrøft eller i skyggen af en fjeldbirk. Havde Lensmanden og hans folk anet hvem den døde var, er det dog tænkeligt, at de havde undersøgt omstændighederne lidt grundigere. For nok havde liget af fantehøvdingen Frederik Zacharias - for ham var det - ligget gemt under sneen det meste af et halvt aar, men kulden har næppe været i stand til at slette sporene fra det, som blev afslutningen paa den frygtede fantehøvdings livsbane". Kvindetugt og "uduelige" børn Harald Rustand fortsætter med at understrege, at Frederik Zacharias, der omkring 1870 kom til Trøndelag fra Vendsyssel i Danmark, ikke var nogen helt almindelig fantehøvding. Hans kvindetugt var langt ud over det almindelige. Kastede han et blik paa en smuk kvinde, tog han hende, uanset hvem hun var og om hun gjorde modstand. Men han beholdt hende sjældent ret længe, ofte kun nogle faa maaneder. Hans vanlige fremgangsmaade var, at han efter have nidstirret kvinden kastede sin kæp i jorden foran hendes fødder. Naar hun samlede kæppen op betragtede Frederik Zacharias forbindelsen for knyttet og brød sig ikke om, at det var gammel skik, at medlemmer af fantefolket skulle løbe tre gange omkring en birkebusk. Ofte medførte Frederik Zacharias nye forbindelser vældige slagsmaal inden for flokken saavel som mellem denne og andre. Men lige saa elskovssyg Frederik Zacharias var, lige saa brutal en slagsbror var han. Kniven sad løs i bæltet, hans næver slog haardt, og han var smidig som en gaupe. Hans behandling af "uduelige " børn var ogsaa af en særegen art, men sikkert i nøje overensstemmelse med, hvad der var skik og brug inden for fantefolket i en svunden tid. Var de nyfødte børn "uduelige" blev de paa en eller anden maade overladt til en ublid skæbne. De gamle nordboer satte ifølge sagaerne deres vanskabte børn ud i ødemarken, men saa megen ulejlighed indlod Frederik Zacharias sig ikke paa. Han vidste andre metoder. Ogsaa hans behandling af flokens ældste og uduelige medlemmer var egenartet, omend det var noget, ingen vovede at tale højt om. Vovede nogen at komme med indvendinger, blev de omgaaende bragt til tavshed med et lynende blik, en haandbevægelse i retning af kniven i bæltet og en arrig bemærkning om, at "saadan gjorde man det der, hvor jeg kom fra". Saadan gjorde man Harald Rustands oplysninger om Frederik Zacharias haardhændede metoder og specielt bemærkningen om, at "at saadan gjorde man det der,hvor jeg kom fra" er særdeles interessante. For det første passer fremgangs- maaderne ganske godt med, hvad der er sket i Vendsyssel og inden for rakker Frederiks store familie i begyndelsen af forrige aarhundrede, og for det andet staar det helt klart, at Frederik Zacharias uagtet han af Øster Brønderslev sogneraad blev tvunget til at gaai skole og tjene hos sognets bønder alligevel har formaaet og forstaaet at opsuge sin egen slægts traditioner og livsvaner. Rakker Frederik gennembankede med jævne mellemrum sin Juliane, som han havde "kastet kæp med" i Ørsø. og som han da forresten ogsaa vedblev at vandre sammen med, indtil Juliane lukkede sine øjne for stedse i 1840. Om samme Juliane har sønnen rakker Zacharias fortalt, at da hun havde født et barn, som ikke "duede", vred hun halsen om paa det, hvilket kan lyde saa meget mere mærkeligt, som Juliane af befolkningen ansaas som en blandt natmandskvinder ret omhyggelig mor. At man inden for samme familie uden betænkning kastede dødfødte børn paa møddingen ved siden af dræbte hunde og katte, skal blot nævnes for en fuldstændigheds skyld. Og hvad angaar behandlingen af ganle og affældige medlemmer af flokken, kan Frederik Zacharias meget vel have hørt beretningen om den gamle natmandskvinde "hyhl Maren", som af det følge, hvortil hun hørte, blev nedtraadt i gungerne ved Øster Gjerndrup i Øster Brønderslev sogn, hvilket skete omkring aar 1805-1810. Hvad Kvinden Wanja fortalte Videre skriver Harald Rustand: --- En dag i begyndelsen af dette aar (1901) bankede et forkommet kvindemenneske paa vor dør og bad om husly. Det var Wanja, som med mellemrum kom til bygden og hørte til Frederik Zacharias flok. Jeg havde ikke set hende i en aarrække, hvad jeg lod en bemærkning om, men det skyldtes efter hendes udsagn, at flokken havde været paa vandring i Herjedalen og Dalerne i Sverige. Men nu var hun blevet træt af det svenske og havde alene gjort turen tilbage. Hun var en lille væver kvinde med et noget aparte ansigt. Smuk havde hun nok været i sin ungdom, men nu var hun hærget og præget af det haarde liv. Hun blev anbragt i fjøset og fik noget varmt, men hun havde det ikke godt. Jeg foreslog, at vi skulle sende bud efter en læge, men det ville hun ikke høre tale om. Hun havde klaret sig uden læge hele sit liv, og den skik ville hun ikke bryde. Mod sædvane var hun ikke utilbøjelig til at tale, og en eftermiddag efter skoletid satte jeg mig hos hende og bad hende berette lidt om fantefolkets levevis. Hendes sorte gnistrende øjne fik et flakkende skær, som ville hun spørge om et eller andet. Men kun en kort stund. Saa sagde hun: -- Jeg er snart færdig nu. Og det har ingen nød. Jeg har vandret om hele mit liv, saadan som min stammes lov paabyder, og det er strengt, navnlig naar man bliver gammel og ubrugelig, som jeg har været i de senere aar. Lad ham ligge... --- Men jeg har ogsaa været ung, og jeg var meget smuk. Det syntes Frederik Zacharias ogsaa. Og jeg var dum nok til at sige ja. Jeg var hans kvinde et aar og fødte ham en søn, som var uduelig og forsvandt. Det tilgav jeg ham aldrig, og saa vragede han mig til fordel for en anden. Jeg kunne have forladt flokken og søgt sammen med andre, men jeg valgte at blive og hævne, naar hævnens time var inde. Frederik Zacharias skiftede stadig kvindfolk. Han fik altid sin vilje. Det fik han ogsaa med Margretha. Hun var sytten og han over halvtres. Men efter kort tid vragede hun ham. Først drak, rasede og sloges han, men saa faldt han til ro. Han var tavs og indesluttet og hadefuld. Jeg var mere bange end nogensinde, men frydede mig alligevel. Hævnens time var nær, følte jeg. Og den var nær. Vi var paa vej syd over, da vi nær Flaa kom i følge med en anden flok, blandt hvilket var Margretha og hendes mand. Da Frederik Zacharias opdagede parret, blev hun fuldstændig desperat. Han greb efter kniven og inden længe var et forrygende slagsmaal i fuld gang. Hvor længe det varede, ved jeg ikke. Jeg saa nogle gange Frederik Zacharias vakle. Jeg saa ogsaa, at han tabte kniven og skimtede for første gang angst i hans blik. Saa faldt han omkuld og blev liggende med hovedet ned i en grøft. De andre skulede til ham, hvorefter de fortsatte nord over. Vi andre var samlet omkring ham og saa paa hans forslagne hoved og krop. Han hviskede noget, som af nogle blev opfattet som en bøn om hjælp. --- Men Frederik Zacharias havde aldrig tidligere bedt nogen hjælpe sig, saa det kunne vist ikke være rigtigt. Jeg gik hen til ham, bøjede mig ned over ham og hørte, at det alligevel var rigtigt. Men jeg ville ikke høre mere fra hans mund. --- Lad ham ligge og dø, som han lod andre ligge, sagde jeg med en stemme, der ikke var til at tage fejl af. Og da det begyndte at sne, samlede alle i flokken deres ting sammen og fortsatte syd over. Og saa slutter den norske bygdehistoriker sin beretning med disse ord: --- Den næste morgen fandt vi Wanja liggende død. Hendes ansigt var lukket som altid, men omkring de brustne øjne var der en anelse af smil. Ringen var sluttet!
Family with parents - View this family
father
mother
Marriage:
himself
Frederik Zakariasen
Birth: August 6, 1842 22 24Øster Brønderslev sogn
Death: from January 1, 1896 to January 1, 1897Trøndlag, Norge
Father’s family with Mette Marie Jensdatter - View this family
father
step-mother
Marriage:

Birth
Sensitive:0 1842.08.06 Fødsel Udskrift af Øster Brønderslev Sogns kirkebog 1934-1846 LAN C 85 - 05 Fødte.Mandkjøn Lbnr.:1842 - 14 Aar og Datum:Født d. 6. August Barnets fulde Navn:Frederik Zachariassen Forældrenes Navne, Stand, Haandtering og Bopæl:Zacharias Frederiksen og Christiane Frederiksdatter, omvankende Natmandsfolk Dabens Datum, enten i Kirken eller Hjemme:Kirkedaab d. 7. Augusti Faddernes Navne, Stand og Opholdssted:Indsidder Lars Eriksens Hustrue Anne Christensdatter. Som Daabsvidner: Kirkes. Søren Jensen, og Sogneforstanderne Isach Bastholm og Christen Jensen, alle af Ø. Brønderslev. Anm.:Et uægte barn. Moderen introduceret.
Christening
Sensitive:0 Se fødselsnotatet
Census
Sensitive:0 1845.02.01 Folketælling Udskrift af Folketællingsliste for Volstrup sogn 1845 Fkt 1845 mikrofilm, mikrokort nr. 488 Optegnelse paa Folketallet m. v. i Volstrup Sogn, Dronninglund Herred, Hjørring Amt den 1. Februari 1845 Byernes og Stedernes Navne:Solsbæren Gaard24. Familie Personernes Navne:AlderStandFødesognNæringsvej, Erhverv, Familepos. ------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------ Christopher Jensen74GiftJerslev S. Hjørring A.Gaardfæster Johanne Jensdatter72GiftHer i Sognethans Kone Niels Christophersen27Ugiftdo.deres Søn Frederik Zacariasen 3UgiftØster Brønderslev S.Plejesøn Ane Larsdatter21UgiftAlbæk S. Hjørring A.Tjenestepige.
Death
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0 Omtale Rakker-Frederik fra Vendsyssel der blev fantekonge i Trøndelag C. Nørrelykke-Christensen Vendsyssel Tidende, 5. dec. 1965 Han blev født paa en grøftekant i Ø. Brønderslev enge og var ud af rakkerslægt. Han var velbegavet, from og vild paa samme tid, frygtet af mange, elsket af ingen, rømmede fra skib i Bergen paa vej til Amerika, blev fantehøvding i Norge og døde paa en grøftekant ved Flaa. Det var en høstdag, nærmere betegnet lørdag den 6. august 1842, et mærkeligt par kom vandrende fra Kraghede over engene mod Øster Brønderslev. Det var tydeligt, at det havde hast, men det var lige saa tydeligt,at det kneb for kvinden at følge med. Gang paa gang standsede hun op, tog sig til hovedet eller pressede begge hænder mod underlivet. Men manden fik hende hver gang til at fotsætte bare et lille stykke. Midt ude i engen maatte kvinden give op. Hun lagde sig ned med nakken paa grøftekanten, krængede skørterne til side, og næppe var det sket, før et drengebarn begyndte at klynke. Manden havde paa nogle skridts afstand fulgt begivenhedernes gang, lidt beklemt formentlig, men ved barnets klynken tog han træskoene i haanden og satte i løb mod Øster Brønderslev. Hans første ærinde gjaldt fattigforstanderen, som skulde sørge for et køretøj til befordring af degnens kone, der var stedets jordemoder, men det var som sagt en høstdag, og inden fattigforstanderen og degnemadammen fik sig taget sammen havde barselkvinden faaet sin nyfødte søn svøbt ind i nogle gamle klude og var fortsat vandringen mod Øster Brønderslev, hvortil den lille familie naaede, netop som køretøjet var paa vej ud mod engene. Dagen efter, søndag den 7. august var der barnedaab i Øster Brønderslev kirke. Herom oplyser kirkebogen: "Frederik Zachariasen født 1842 den 6. august. Forældre: Zacharias Frederiksen og Christiane Frederiksdatter af de saakaldte natmandsfolk. Kirkedaab: 1842 den 7. august. Faddere: Indsidder Lars Eriksens hustru Ane Cchristensdatter. Som daabsvidner i kirken: Søren Jensen og sogneforstanderne Isak Bastholm og Christen Jensen. Anmærkning; Moderen ikke introduceret". Et barn var født. Rakker Zacharias havde faaet en søn, og rakker Frederik en sønnesøn - og Øster Brønderslev kommune endnu et besværlig væsen. For det maatte man indstille sig paa - og gjorde det. Og netop placeringen af det fremtidige ansvar var vel ogsaa forklaringen paa den travlhed, Zacharias og Christiane havde lagt for dagen i forbindelse med turen over engene. De vidste nemlig, hvad den slags betød. Zacharias selv havde set dagens lys paa et knippe halm i Jespersgaard i Dorf, og Christiane var datter af et omvandrende kedelflikkerpar fra Himmerland. Samme Christiane var som de fleste af natmandsfolkets kvinder gjort af et haardført materiale. Allerede to dage efter fødslen fortsatte den lille familie vandringen, der førte ham langt væk fra Vendsyssel, men samtidig gjorde ham til en af de vendsysselske natmænds store og sagnomspundne personer. I slægtens spor Rakker Frederik den ældre hører til de mest kendte rakkere i Vendsyssel. Han var natmand og gilder og født omkring 1783. Forlydende ville vide, at han var ud af degne- eller præsteslægt, uden det dog er muligt hverken at bekræfte eller afkræfte dette. Selv hævdede han, at baade faderen og moderen var ud af natmandsslægt, at moderens navn var ham ubekendt. Omkring 1817-18 byttede han kæp med den jævnaldrende rakkerdatter Juliane Marie med hvem han fik en halv snes børn, hvoraf dog de fleste døde som smaa, enten det saa skyldtes naturlige aarsager, eller fordi de "ikke duede". Rakker Frederik øvede kvindetugt, hvorfor det jævnligt hændte, at Juliane fik en omgang klø. Han var ogsaa stolt af sin stand, hvilket kom frem under en trætte mellem ham og Zacharias, hvor han lod denne forstaa "at han ikke var værd at være i hans følge, han fortjente derimod ikke bedre, end at han skulle gaa hos en bonde og holde paa ploven". Rakker Frederik og Juliane holdt fortrinsvis til i Dronninglund og Børglum herreder, og det samme blev tilfældet med Zacharias og hans skiftende kvindfolk, hvoraf førstnævnte Christiane var den første i en lang række. Sammen med den lille Frederik vandrede de fra sogn til sogn, hvor de tiggede sig til mad og klæder. I vinteren 1844-45 hensidder de i Sæby arrest, hvor de ganske charmerer byfoged H. C. Gad, der er dybt rørt over "parrets opførsel i arresten og deres inderlige kærlighed til hverandre", hvilket da ogsaa førte til, at de fritoges for tiltale for betleri og løsgængeri. En velbegavet knægt Den "inderlige kærlighed" mellem Christiane og Zacharias blev dog ikke af lang varighed. En skønne dag fik Christiane rejsepas og samtidig fandt sogneraadet i Øster Brønderslev, som jo havde forsørgerpligten for sønnen Frederik, at det nok for alle parter var bedst, om samme Frederik kom i skole. Det skulle jo nødig gaa ham, som det gik faderen, at han endnu i en alder af 24 aar var saa daarlig faren, at han ikke kunne blive konfirmeret. Resultatet blev altsaa, at Frederik kom i skole i Øster Brønderslev, hvor han til stor forundring for mange viste sig at være "velbegavet med særlige anlæg for tegning". Som dreng og karl paa egnens gaarde, bl. a. paa Burholt fik han det bedste skudsmaal, navnlig blev der paa Gl. Burholt talt om hans "gode Haandelag til at binde op i høsttiden". Men saa blev han soldat og hermed ændredes hans tilværelse totalt. Paavirket af spiritus begik han en række dumheder og fik efter at have udstaaet adskillige andres straffe til sidst "den sorte kokarde". Og hermed var han blevet et problembarn" for Øster Brønderslev sogneraad. I de mørke og urolige øjne kunne man paa en gang læse en sær blanding af fromhed og vildskab, hvilket gjorde ham baade tiltrækkende og frastødende. Resultatet blev derfor, at sogneraadet i 1871, da Frederik Zachariasen var 29 aar, besluttede at sende ham til Amerika "for at prøve lykken der". Rømmede fra skib i Bergen De nærmere omstændigheder ved afrejsen kendes ikke, men alt tyder paa, at Frederik Zachariasen blev sendt med skib fra Aalborg, og at det skete hen paa foraaret 1871,. Om han paa overfarten skulle udføre en del arbejde skal ogsaa være usagt, hvorimod det er sikkert, at tilværelsen om bord ikke var noget for ham, hvor stærkt eventyret end maatte vinke forude. Ydermere havde han næppe tidligere bevæget sig paa et skibsdæk, og da skibet af en eller anden grund lagde ind til Bergen benyttede han lejligheden til at rømme. Penge har han næppe haft ret mange af, men han var ikke for ingenting en sønnesøn af rakker Frederik den ældre og søn af rakker Zacharias, som var den blandt alle Vendsyssels natmænd, som "kunne opvise det største antal forbindelser i elskovsforhold". Allerede i 1875 optræder han som "fantehøvding" ved retteni Trondheim, hvor han sammen med flere andre er tiltalt for slagsmaal, hestetyveri og andre lovovertrædelser. Frederik Zacharias klarede dog frisag "paa grund af bevisets stilling", og det samme synes at være tilfældet ved en række andre sager som figurerer ved norske retter i de følgende aar. Af retsreferaterne synes dog at fremgaa, at Frederik Zacharias er mere frygtet end elsket - ikke blot af den almindelige befolkning, men ogsaa af sine stammefrænder. Den ukendte mand under sneen Talende i saa henseende er en beretning nedskrevet af bygdelæreren Harald Rustand om "Fantefolk i Trøndelag" omkring aarhundredeskiftet, og hvori der gives en ret omfattende karakteristik af "Frederik Zacharias, der omkring 1870 kom til Trøndelag fra Vendsyssel i Danmark", som det siges i beretningen. Harald Rustand indleder afsnittet om Frederik Zacharias saaledes: "--- En vaardag aar 1897, da Solen fik sneen til at smelte, kom et skægget ansigt til syne i en vejgrøft paa fjeldet nær Flaa i sør Trøndelag. Lensmanden blev underrettet, men hans undersøgelser gav ikke noget resultat. Den døde blev anslaaet til at være 50 til 60 aar gammel, antagelig et medlem af fantefolket, som var bukket under for vinterkulden. Og saa skete der for øvrigt ikke mere i denne sag. Det var jo hverken første eller sidste gang, at et medlem af fantefolket lukkede sine øjne i en vejgrøft eller i skyggen af en fjeldbirk. Havde Lensmanden og hans folk anet hvem den døde var, er det dog tænkeligt, at de havde undersøgt omstændighederne lidt grundigere. For nok havde liget af fantehøvdingen Frederik Zacharias - for ham var det - ligget gemt under sneen det meste af et halvt aar, men kulden har næppe været i stand til at slette sporene fra det, som blev afslutningen paa den frygtede fantehøvdings livsbane". Kvindetugt og "uduelige" børn Harald Rustand fortsætter med at understrege, at Frederik Zacharias, der omkring 1870 kom til Trøndelag fra Vendsyssel i Danmark, ikke var nogen helt almindelig fantehøvding. Hans kvindetugt var langt ud over det almindelige. Kastede han et blik paa en smuk kvinde, tog han hende, uanset hvem hun var og om hun gjorde modstand. Men han beholdt hende sjældent ret længe, ofte kun nogle faa maaneder. Hans vanlige fremgangsmaade var, at han efter have nidstirret kvinden kastede sin kæp i jorden foran hendes fødder. Naar hun samlede kæppen op betragtede Frederik Zacharias forbindelsen for knyttet og brød sig ikke om, at det var gammel skik, at medlemmer af fantefolket skulle løbe tre gange omkring en birkebusk. Ofte medførte Frederik Zacharias nye forbindelser vældige slagsmaal inden for flokken saavel som mellem denne og andre. Men lige saa elskovssyg Frederik Zacharias var, lige saa brutal en slagsbror var han. Kniven sad løs i bæltet, hans næver slog haardt, og han var smidig som en gaupe. Hans behandling af "uduelige " børn var ogsaa af en særegen art, men sikkert i nøje overensstemmelse med, hvad der var skik og brug inden for fantefolket i en svunden tid. Var de nyfødte børn "uduelige" blev de paa en eller anden maade overladt til en ublid skæbne. De gamle nordboer satte ifølge sagaerne deres vanskabte børn ud i ødemarken, men saa megen ulejlighed indlod Frederik Zacharias sig ikke paa. Han vidste andre metoder. Ogsaa hans behandling af flokens ældste og uduelige medlemmer var egenartet, omend det var noget, ingen vovede at tale højt om. Vovede nogen at komme med indvendinger, blev de omgaaende bragt til tavshed med et lynende blik, en haandbevægelse i retning af kniven i bæltet og en arrig bemærkning om, at "saadan gjorde man det der, hvor jeg kom fra". Saadan gjorde man Harald Rustands oplysninger om Frederik Zacharias haardhændede metoder og specielt bemærkningen om, at "at saadan gjorde man det der,hvor jeg kom fra" er særdeles interessante. For det første passer fremgangs- maaderne ganske godt med, hvad der er sket i Vendsyssel og inden for rakker Frederiks store familie i begyndelsen af forrige aarhundrede, og for det andet staar det helt klart, at Frederik Zacharias uagtet han af Øster Brønderslev sogneraad blev tvunget til at gaai skole og tjene hos sognets bønder alligevel har formaaet og forstaaet at opsuge sin egen slægts traditioner og livsvaner. Rakker Frederik gennembankede med jævne mellemrum sin Juliane, som han havde "kastet kæp med" i Ørsø. og som han da forresten ogsaa vedblev at vandre sammen med, indtil Juliane lukkede sine øjne for stedse i 1840. Om samme Juliane har sønnen rakker Zacharias fortalt, at da hun havde født et barn, som ikke "duede", vred hun halsen om paa det, hvilket kan lyde saa meget mere mærkeligt, som Juliane af befolkningen ansaas som en blandt natmandskvinder ret omhyggelig mor. At man inden for samme familie uden betænkning kastede dødfødte børn paa møddingen ved siden af dræbte hunde og katte, skal blot nævnes for en fuldstændigheds skyld. Og hvad angaar behandlingen af ganle og affældige medlemmer af flokken, kan Frederik Zacharias meget vel have hørt beretningen om den gamle natmandskvinde "hyhl Maren", som af det følge, hvortil hun hørte, blev nedtraadt i gungerne ved Øster Gjerndrup i Øster Brønderslev sogn, hvilket skete omkring aar 1805-1810. Hvad Kvinden Wanja fortalte Videre skriver Harald Rustand: --- En dag i begyndelsen af dette aar (1901) bankede et forkommet kvindemenneske paa vor dør og bad om husly. Det var Wanja, som med mellemrum kom til bygden og hørte til Frederik Zacharias flok. Jeg havde ikke set hende i en aarrække, hvad jeg lod en bemærkning om, men det skyldtes efter hendes udsagn, at flokken havde været paa vandring i Herjedalen og Dalerne i Sverige. Men nu var hun blevet træt af det svenske og havde alene gjort turen tilbage. Hun var en lille væver kvinde med et noget aparte ansigt. Smuk havde hun nok været i sin ungdom, men nu var hun hærget og præget af det haarde liv. Hun blev anbragt i fjøset og fik noget varmt, men hun havde det ikke godt. Jeg foreslog, at vi skulle sende bud efter en læge, men det ville hun ikke høre tale om. Hun havde klaret sig uden læge hele sit liv, og den skik ville hun ikke bryde. Mod sædvane var hun ikke utilbøjelig til at tale, og en eftermiddag efter skoletid satte jeg mig hos hende og bad hende berette lidt om fantefolkets levevis. Hendes sorte gnistrende øjne fik et flakkende skær, som ville hun spørge om et eller andet. Men kun en kort stund. Saa sagde hun: -- Jeg er snart færdig nu. Og det har ingen nød. Jeg har vandret om hele mit liv, saadan som min stammes lov paabyder, og det er strengt, navnlig naar man bliver gammel og ubrugelig, som jeg har været i de senere aar. Lad ham ligge... --- Men jeg har ogsaa været ung, og jeg var meget smuk. Det syntes Frederik Zacharias ogsaa. Og jeg var dum nok til at sige ja. Jeg var hans kvinde et aar og fødte ham en søn, som var uduelig og forsvandt. Det tilgav jeg ham aldrig, og saa vragede han mig til fordel for en anden. Jeg kunne have forladt flokken og søgt sammen med andre, men jeg valgte at blive og hævne, naar hævnens time var inde. Frederik Zacharias skiftede stadig kvindfolk. Han fik altid sin vilje. Det fik han ogsaa med Margretha. Hun var sytten og han over halvtres. Men efter kort tid vragede hun ham. Først drak, rasede og sloges han, men saa faldt han til ro. Han var tavs og indesluttet og hadefuld. Jeg var mere bange end nogensinde, men frydede mig alligevel. Hævnens time var nær, følte jeg. Og den var nær. Vi var paa vej syd over, da vi nær Flaa kom i følge med en anden flok, blandt hvilket var Margretha og hendes mand. Da Frederik Zacharias opdagede parret, blev hun fuldstændig desperat. Han greb efter kniven og inden længe var et forrygende slagsmaal i fuld gang. Hvor længe det varede, ved jeg ikke. Jeg saa nogle gange Frederik Zacharias vakle. Jeg saa ogsaa, at han tabte kniven og skimtede for første gang angst i hans blik. Saa faldt han omkuld og blev liggende med hovedet ned i en grøft. De andre skulede til ham, hvorefter de fortsatte nord over. Vi andre var samlet omkring ham og saa paa hans forslagne hoved og krop. Han hviskede noget, som af nogle blev opfattet som en bøn om hjælp. --- Men Frederik Zacharias havde aldrig tidligere bedt nogen hjælpe sig, saa det kunne vist ikke være rigtigt. Jeg gik hen til ham, bøjede mig ned over ham og hørte, at det alligevel var rigtigt. Men jeg ville ikke høre mere fra hans mund. --- Lad ham ligge og dø, som han lod andre ligge, sagde jeg med en stemme, der ikke var til at tage fejl af. Og da det begyndte at sne, samlede alle i flokken deres ting sammen og fortsatte syd over. Og saa slutter den norske bygdehistoriker sin beretning med disse ord: --- Den næste morgen fandt vi Wanja liggende død. Hendes ansigt var lukket som altid, men omkring de brustne øjne var der en anelse af smil. Ringen var sluttet!