Slægtsforskning fra Rakker Databasen

Casper Abrahamsen Bastrup1833

Navn
Casper Abrahamsen Bastrup
Efternavn
Abrahamsen Bastrup
Født
Type: BIRT
11. februar 1833 35 38
Delt note:
Sensitive:0 1833.02.11 Fødsel Udskrift af Asp sogns kirkebog 1829-1844 LAN C 503 - 12 Fødte. Mandkjøn. Lbnr.:2 Fødselsdagen:1833, d. 11. Februar. Barnets fulde Navn:Casper Bastrup Daabens Datum, hjemme eller i Kirken:d. 17. Februar i Kirken Forældrenes Navne, Stand, Haandtering og Bopæl:Moderen Else Sophie Caspersdatter, et omstreifende Fruentimmer fra Rind Sogn. til Barnefader blev udlagt Tjenestekarl Abraham Johansen af [Haunvig] Sogn Forældrene var uden Ægteskab. Faddernes Navne, Stand og Opholdssted:Indsidder Maren Madsdatter i [Lundsmark] bar Barnet Sognefoged Mads Staugaard og Fattigforstander Poul Nielsen, begge af Linde Gaardb. Niels Bæk i Østerby. Anm.:Paa sin Omstreifen fødte Moderen Barnet i Bastrup i Asp. - - - o o o - - - Notat:: Haunvig sogn eksisterer ikke, måske Havrvig sogn på Holmsland, skønt kirken i i Havrvig først blev bygget i 1869.
Dåb
Type: CHR
17. februar 1833 (Alder 6 dage) Alder: 0 år 0 måneder 6 dage
Delt note:
Sensitive:0 Se fødselsnotatet
Udvandret
Type: EMIG

Delt note: Sensitive:0
ÆgteskabIngeborg MadsdatterVis familie
Type: MARR
ja

Folketælling
Type: CENS
18. februar 1834 (Alder 12 måneder) Alder: 1 år 0 måneder 7 dage
Delt note:
Sensitive:0 1834.02.18 Folketælling Udskrift af Rind sogns folketællingsliste 1834 DDA DDD CD 2004:6 Optegnelse paa Folketallet m. v. i Rind Sogn, Hammerum Herred, Ringkjøbing Amt den 18de Februar 1834. Byernes og Stedernes Navne:Lindbyeet HuusHusstand nr. 20 Nr. NavnAlderStandErhverv, Næringsvej ---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- 94Else Caspersdatter37ugiftIndsidder og Almisselem 95Christen Abrahamsen 5ugift} hendes 96Casper Abrahamsen 1ugift} Børn.
Morfars dødCasper Christensen
Type: DEAT
19. maj 1836 (Alder 3 år)
Delt note:
Sensitive:0 1836.05.19 Død. Rind sogns kirkebog 1827-1843 LAN C 517 A - 03 Døde Mandkiøn No.:1836 - 5 Dødsdagen:d.: 19de Mai Begravelsesdagen:d. 25de Mai. Afdødes navn:Casper Christensen Afdødes stand:Almisselem i Møruphuus, død som Fød. Afdødes alder:77 Anm.:- - -
Mormors dødChristiane Christensdatter
Type: DEAT
17. april 1838 (Alder 5 år)
Delt note:
Sensitive:0 1838.04.17 Død. Rind sogns kirkebog 1827-1843 LAN C 517 A - 3 Døde Qvindekøn No.:1838 - 6 Dødsdagen:d. 17de April. Begravelsesdagen:d. 25de April. Afdødes navn:Christianna Christensdatter Afdødes stand:Almisselem Casper Christensens Enke i Møruphuus. Afdødes alder: 71 Anm.:- - -
Folketælling
Type: CENS
1. februar 1845 (Alder 11 år) Alder: 11 år 11 måneder 18 dage
Delt note:
Sensitive:0 1845.02.01 Folketælling Folketællingen 1. febr. 1845 i Rind sogn, Hammerum herred. DDA, CD Dansk Demografisk Database 2002:4 Rind Sogn, Hammerum Herred, Ringkjøbing Amt Lind ByeEn Gaard33. Familie Lbnr.NavnAlderStandFødestedErhverv, Familiepos. ------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------ 216Anders Larsen41giftGjellerup Sogn, Ringkjøb. AGårdmand 217Kirsten Jacobsdatter41giftGjellerup Sogn, Ringkjøn. A.hans Kone 218Christen Knudsen Andersen5ugifther i Sognetderes Barn 219Jacob Andersen1ugifther i Sognetderes Barn 220Ane Katrine Sørensdatter22ugiftGjellerup Sogn, Ringkjøb. ATjenestefolk 221Casper Abrahamsen12ugiftAsp Sogn, Ringkjøb. ATjenestefolk 222Ane Margrete Lauridsdatter70EnkeGjellerup Sogn, Ringkjøb. AInderste og Aftægtskone 223Dorte Marie Jensdatter27ugifther i Sognethendes tjenestepige
Begivenhed fra 1. november 1846 til 30. november 1846 (Alder 13 år) Alder: 13 år 8 måneder 18 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed fra 1. december 1846 til 31. december 1846 (Alder 13 år) Alder: 13 år 9 måneder 18 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed fra 1. januar 1847 til 31. januar 1847 (Alder 13 år) Alder: 13 år 10 måneder 18 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed 26. januar 1847 (Alder 13 år) Alder: 13 år 11 måneder 15 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed 27. marts 1847 (Alder 14 år) Alder: 14 år 1 måned 16 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed fra 1. januar 1848 til 31. januar 1848 (Alder 14 år) Alder: 14 år 10 måneder 18 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed fra 1. juni 1848 til 30. juni 1848 (Alder 15 år) Alder: 15 år 3 måneder 18 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed 25. november 1848 (Alder 15 år) Alder: 15 år 9 måneder 14 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed fra 1. januar 1849 til 1. januar 1850 (Alder 15 år) Alder: 15 år 10 måneder 18 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed 29. december 1849 (Alder 16 år) Alder: 16 år 10 måneder 18 dage
Delt note: Sensitive:0
Folketælling
Type: CENS
1. februar 1850 (Alder 16 år) Alder: 16 år 11 måneder 18 dage
Delt note:
Sensitive:0 1850.02.01. Folketælling Folketællingen 1. febr. 1850 i Rind sogn, Hammerum jerred. DDA, CD Dansk Demografisk Database 2002:4 Rind Sogn, Hammerum Herred, Ringkøbing Amt Hamborg2. Familier Lbnr.Navn.AlderStandFødestedErhverv, familiepos. ----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- 25Ane Christensdatter70Enkeher i SognetInderste, Almisselem 26Casper Abrahamsen17ugiftAsp Sogn, Ringkjøbing ATjenestedreng
Konfirmeret
Type: CONF
7. april 1850 (Alder 17 år) Alder: 17 år 1 måned 24 dage
Delt note:
Sensitive:0 1850.04.07 Konfirmation Udskrift af Rind sogns kirkebog 1843-1856 LAN C 517 A - 04 Confirmerede. Drenge Lbnr.:7 Confirmandens Navn og Opholdssted:Casper Bastrup i Hamborg Confirmandens Forældre, Husbonde eller Pleieforældre:Ugift Fruentimmer Else Sophie Caspersdatter, nu i Herning Fattighuus, og udlagt Barnefader Tjenestekarl Abraham Johansen fra Haaning (Heinsvig S.) Confirmandens Alder:født 11te Febr., døbt 17de Febr. 1833 i Asp Kirke Dom vedr. Kundskab og Opførsel:temmelig g+ og sædelig Naar og af hvem vaccineret:Kopsat 11te Juli 1841 af Gunst
Begivenhed fra 1. januar 1850 til 1. november 1850 (Alder 16 år) Alder: 16 år 10 måneder 18 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed fra 1. november 1850 til 1. juni 1851 (Alder 17 år) Alder: 17 år 8 måneder 18 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed 12. august 1851 (Alder 18 år) Alder: 18 år 6 måneder 1 dag
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed 14. september 1851 (Alder 18 år) Alder: 18 år 7 måneder 3 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed 17. oktober 1851 (Alder 18 år) Alder: 18 år 8 måneder 6 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed 9. januar 1852 (Alder 18 år) Alder: 18 år 10 måneder 26 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed 30. januar 1852 (Alder 18 år) Alder: 18 år 11 måneder 19 dage
Delt note: Sensitive:0
Mors dødElse Sophie Caspersdatter
Type: DEAT
10. marts 1852 (Alder 19 år)
Delt note:
Sensitive:0 1852.03.10 Død Rind sogns kirkebog 1843-1856 LAN C 517 A - 4 Døde. Qvindekiøn. Aar og Lbnr.:1852 - 3 Dødsdagen:1852, 10de Marts. Begravelsesdagen:1852, 14de Marts Afdødes Navn:Else Sophie Caspersdatter Afdødes Stand Haandtering og Opholdssted:Almisselem og ugift Fruentimmer i Fattighuset født her i Sognet. Faderen Casper Christensen. Afdødes Alder:58 Aar Anm.:Død af Svindsot.
Begivenhed 15. marts 1852 (Alder 19 år) Alder: 19 år 1 måned 4 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed 13. maj 1852 (Alder 19 år) Alder: 19 år 3 måneder 2 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed 19. maj 1852 (Alder 19 år) Alder: 19 år 3 måneder 8 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed fra 1. januar 1853 til 1. januar 1854 (Alder 19 år) Alder: 19 år 10 måneder 18 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed fra 1. januar 1853 til 22. juni 1853 (Alder 19 år) Alder: 19 år 10 måneder 18 dage
Delt note: Sensitive:0
Halvbrors dødsfaldJohannes Abrahamsen
Type: DEAT
25. marts 1854 (Alder 21 år) Alder: 31 år 11 måneder 5 dage
Delt note: Sensitive:0
Fars dødAbraham Johansen
Type: DEAT
25. maj 1856 (Alder 23 år) Alder: 58 år 11 måneder 22 dage
Delt note:
Sensitive:0 1856.05.25 Død Udskrift af Horne (Vestj.) sogns kirkebog 1845-1864 LAN C 556 - 17 Døde Mandkiøn Lbnr.:1856 - 6 Dødsdagen:25 Mai 1856 Begravelsesdagen:1. Juni 1856 Afdødes Navn:Abraham Johansen Enke samt under Fattigforsørgelse Afdødes Stand, Haandtering og Opholdssted:[....] oh Indsidder i Stundsig Afdødes Alder:68
Begivenhed fra 1. januar 1853 til 1. januar 1866 (Alder 19 år) Alder: 19 år 10 måneder 18 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed 22. juni 1853 (Alder 20 år) Alder: 20 år 4 måneder 11 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed 21. september 1853 (Alder 20 år) Alder: 20 år 7 måneder 10 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed 30. september 1853 (Alder 20 år) Alder: 20 år 7 måneder 19 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed 6. oktober 1853 (Alder 20 år) Alder: 20 år 7 måneder 23 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed fra 1. januar 1866 til 1. januar 1867 (Alder 32 år) Alder: 32 år 10 måneder 18 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed 2. februar 1867 (Alder 33 år) Alder: 33 år 11 måneder 19 dage
Delt note: Sensitive:0
BegivenhedIngeborg MadsdatterVis familie
fra 1. januar 1867 til 1. januar 1868 (Alder 33 år)

Delt note: Sensitive:0
Halvbrors dødsfaldJohannes Johansen
Type: DEAT
27. februar 1869 (Alder 36 år) Alder: 49 år 11 måneder 26 dage
Delt note:
Sensitive:0 1869.02.27 Død. Udskrift af Rind sogns kirkebog 1857-1872 LAN C 517 A - 5 Døde. Mandkjøn. Aar og Lbnr.:1869 - 6. Dødsdagen5. November 1868 Begravelsesdagen:28. Marts Afdødes Navn:Johannes Johannesen Afdødes Stabd, Haandtering og Opholdssted:gift Fattiglem af Fattighuset i Feierskov, født i Møruphuus, Faderen Johannes Johansen Afdødes Alder:49 Aar Anm.:druknet i en Mergelgrav ved Kaallund, først fundet den 27 Marts 1869.
Halvbrors begravelseJohannes Johansen
Type: BURI
28. marts 1869 (Alder 36 år) Alder: 50 år 0 måneder 27 dage
Delt note:
Sensitive:0 se dødsnotatet
Begivenhed fra 1. januar 1869 til 1. januar 1877 (Alder 35 år) Alder: 35 år 10 måneder 18 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed 30. januar 1869 (Alder 35 år) Alder: 35 år 11 måneder 19 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed fra 1. januar 1877 til 1. januar 1878 (Alder 43 år) Alder: 43 år 10 måneder 18 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed fra 1. januar 1877 til 1. januar 1879 (Alder 43 år) Alder: 43 år 10 måneder 18 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed 15. september 1877 (Alder 44 år) Alder: 44 år 7 måneder 4 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed fra 1. januar 1879 til 1. januar 1880 (Alder 45 år) Alder: 45 år 10 måneder 18 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed fra 1. november 1879 til 30. november 1879 (Alder 46 år) Alder: 46 år 8 måneder 18 dage
Delt note: Sensitive:0
Brors dødsfaldChristen Nielsen
Type: DEAT
11. januar 1880 (Alder 46 år) Alder: 49 år 7 måneder 3 dage
Delt note:
Sensitive:0 1880.01.11 Død Udskrift af Rind sogns kirkebog 1873-1891 LAN C 517 B - 1 Døde. Mandkiøn. Aar og Lbnr.:1880 - 2 Dødsdagen:11te Januar. Begravelsesdagen:18de Januar. Afdødes Navn:Christen Nielsen Afdødes Stand, Haandtering og Opholdssted:Gif Husmand i Lind. Afdødes Alder:49 Anm.:Skifteretsattest af 11te Januar 1879.
Brors begravelseChristen Nielsen
Type: BURI
18. januar 1880 (Alder 46 år) Alder: 49 år 7 måneder 10 dage
Delt note:
Sensitive:0 se dødsnotatet
Begivenhed fra 1. januar 1880 til 1. januar 1881 (Alder 46 år) Alder: 46 år 10 måneder 18 dage
Delt note: Sensitive:0
Begivenhed fra 1. januar 1960 til 1. januar 1961 (Alder 126 år)
Delt note:
Sensitive:0 Omtale: H. P. Hansen: Natmændsfolk og Kjæltringer Bind I, side 158 - ff Casper Bastrup. Den 11 februar 1833 fødte en ugift kvinde Else Sophie Caspersdatter fra Rind under sin omstrejfning et drengebarn i Bastrup, Asp sogn, Hjerm herred, hvor hun havde en søster. Drengen blev den 17. s. m. døbt og kaldt Casper Bastrup - senere blev han dog ofte kaldt Casper Abraham eller Abrahamsen efter sin fader, Abraham Johansen i Horne øst for Varde. Nævnte Casper Bastrup var utvivlsomt den intelliggenteste af de sidste generationers kjæltringer, men hans opdragelse var selvfølgelig slet og hans afstamning en stadig hindring for, at han kunne hæve sig op i et højere socialt niveau. Da barnet var halvandet år, kom det med moderen til Rind, hvor han gerne havde sit ophold siden, når han da ikke strejfede om eller sad arresteret. Så snart han havde opnået en passende alder, blev han tinget i fremmed brød, for det meste hos Jens Kr. Jensen i Hamborg, Rind sogn, hvor han havde det ret godt. Sev sagde han, at når han ikke kunne være i Hamborg, så løb han hen. Siden tjente han i Lyk, og derfra stak han også af engang imellem. Som ti års dreng løb han bort og var væk i omtrent et halvt år. I den anledning blev han efterlyst og arresteret, men slap dog for straf (5/11 1844). I efteråret 1846 var han indtinget hos fæster Peder Lauridsen i Lyk, og da gik han til confirmationsforberedelse hos pastor P.Sveistrup; men en skønne dag, drengen skulle til præst, stak han af. Det var vist nok ved denne lejlighed, at han blev taget i Sønderjylland, hvor han opgav et falskt navn og sage, at han var fra Jammerfuld herred. Det var, efter sigende, knap nok, man ville tro Rind sogneforstander-skab, da man i anledning af forespørgsel, om man ville kendes ved drengen, svarede, at den dreng, man savnede, hed Casper og ikke det navn, rømningsmanden havde opgivet. Casper bliver så hjemsendt fra arbejdsanstalten i Ribe, hvad der koster Rind 9 rdl. 3 mrk. Drengen bliver indsat i Herning arrest, og herredsfogden, kammerherre Toxverd anmoder pastor Sveistrup om en udtalelse angående knægten. Sveistrup svarer den 12/1 1847, at han efter Caspers sidste undvigelse havde forklaret denne, at drengen "på Grund af sin Bortløben og Løne ikke kunde blive confirmeret til Påske, med mindre Biskoppen bevilgede det, - og derhos satte jeg ham nederst blandt Confirmanderne, som jeg udtrykkelig tilføjede, ikke på Grund af hans Kundskaber, men på Grund af den Opførsel, han havde udvist." Casper havde naturligvis under sin omstrejfen betlet, og da var det anden gang, man måtte eftersøge ham, var der ikke mange formildende omstændigheder - det skulle da være, at han på sin sidste flugt havde medtaget sin lærebog, som han skulle have brugt ved confirmationsforberedelsen. Ved Hammerum herreds politiret idømtes han 25 slag ris den 26/1 1847; men straffen blev dog ved Ringkøbing amts overpolitiret den 27/3 s. å. nedsat til 10 slag. Da var Casper 14 år. I januar 1848 bliverhan indtinget hos Chr. Fløe i Kollund for 5 1/2 skilling courant daglig, og bliver da af forstanderskabet forsynet med et par lærredsbukser og en skjorte. Samme sommer stikker han af igen, strejfer om, betler og bliver for disse forseelser ved Bølling herreds politiret den 25. november idømt 20 slag ris, og året efter, den 29. december, får han ved Ulfborg-Hind herreders politiret 10 slag rotting for betleri. I 1849 er Casper indtinget hos grev Platen på fjederholt i Rind - fattigvæsenet klæder ham. Næste sommer opholder han sig atter i Hamborg i Rind, og da bliver han confirmeret - moderen er på den tid i Herning fattighus. Derefter kommer han den 1. november 1850 i tjeneste hos proprietær Knudsen, Fonnesbæk i Ikast. I otte måneder skikker han sig vel; men så kan han ikke længere finde sig i det regelbundne liv, han strejfer atter om, navnlig i Ringkøbing egnen, og begår indbrudstyveri i Madum. Ved retten i Ringkøbing blev han dømt til 6 års tugthusarbejde. Overretten stadfæstede den 13. maj s. å. dommen, og den 19. s. m. blev han indsat i Viborg tugthus, hvorfra han året efter blev overført til Horsens tugthus. Den 22. juni 1853 lykkedes det Casper at undvige, og nu strejfer han atter om , begår indbrud i Flemming, bliver grebet, og får i Voer-Nim herreders ekstraret den 6. oktober 1853 8 års tugthusarbejde for indbrud og tyveri - at sone efter udstået 6 års straf i følge forrige dom. Nu sidder Casper Bastrup i de mange år og slider i væven i Horsens tugthus, efter sigende var han sysselsat ved silkevæveri, og forstanderskabet i Rind hører først fra ham, da tiden nærmer sig, at han atter kan slippe ud. Kort før Casper slap ud af tugthuset, fik man besøg af forfatteren M. Goldschmidt, der ønskede at gøre "tater " studier. Resultatet af besøget har Goldschmidt meddelt i sin bog: En Hederejse i Viborg-Egnen. 1853. Selv om den selvbiografi, der er gengivet efter Casper Bastrups originale manuskript, ikke indeholder data udover Caspers fødsel,så er det i hvert fald psykologisk set et værdifuldt aktstykke, der giver et udmærket billede af, hvor vanskeligt det var for en skøjer, der gerne ville hæve sig op i et højere samfundslag og leve et skikkeligt liv, at slippe bort fra kjæltringsamfundet og kjæltringlivet. Man forbavses over mandens intelligens, at han trods ringe skolegang og sin omflakkende tilværelse kan skrive så ortografisk korrekt, som han gør, og sætte tegn - som han ikke sparer på. Det ligger nær at gætte på, at Goldscmidt har pyntet på manuskriptet, men det er næppe tilfældet. Nu skal vi se det væsentligste af Goldschmidts omtale af mødet med Casper Bastrup, og derefter gengives selvbiografien i sin helhed. "Naar man taler med Fanger, maa man værge sig imod det Indtryk, de efterhaanden gjøre: at Verdens skikkeligste ved et Tilfælde ere komme i Tugthuset, og at de Andre ligesaa tilfældig ere forblevne udenfor. Imidlertid maa jeg dog tilstaae, at den Følgende, jjeg talte med, N. 310, var den af dem Allesammen, for hvem jeg følte mest Deltagelse, rigtignok maaske fordi hans Ydre talte ligesaa godt for ham som han selv. De Andre vare Alle prægede af at høre til den lavere eller laveste Almue og frembragte uvilkaarlig Indtrykket af noget Mislykket i Naturens Støbning - - - - En velvoxsen, smækker Karl, lyst, langagtigt Ansigt, lige Næse, graablaae, skarpe øine, smuk og tillidsvækkende i Profil, ikke fuldt saa meget en face. Tiltrods for sit lyse Udseende er han han Tater. Da han var 19 Aar, blev han for Tyveri sat i Straffeanstalten, undveg og fik derfor forlænget Straf, og nu, i hans 33te Aar, er hans Straffetid udløben. Da jeg begyndte at tale med ham, frapperede han mig ved sit Sprog og ved det energiske sindige i Tonen. Han sagde: "Jeg skammer mig, det tilstaaer jeg oprigtig, ikke saa meget over at have stjaalet som over at nedstamme fra et uærligt Folkefærd - ja De og andre Dannede dømme nu anderledes; men hjemme vil jeg ikke kunne nære mig." Derfor vilde han til Amerika. Jeg spurgte Inspecteuren, om han i sin lange Fængselstid havde, som mange andre Fanger, lagt sig Noget op ved Overarbeide, saa at han kun behøvede forholdsvis liden Hjælp for at komme afsted. Nej, han havde slet Intet. Han vilde fra Tugthuset blive hjemsendt omtrent som Fattiglem. Inspecteuren sagde: Du har været doven. Han svarede : Ja Hr. Inspecteur, jeg har kun arbeidet, hvad jeg skulde. Men alle Fangerne siger dog , at jeg var den flittigste paa Anstalten, for man har aldrig seet mig ledig. Hvad bestilte du da? Jeg har læst , skrevet, studeret Sprog. Hvilke Sprog? Hvad jeg kunde overkomme, men især Tydsk og Engelsk. Han fortalte mig nu noget om sin Ungdom, og af mine Spørgsmaal forstod han klart, at jeg næst efter at vide, hvordan det var gaaet ham, ønskede at faae et anskueligt Billede af Taterlivet. Jeg husker ikke nøiagtig, om det var Inspecteuren eller ham selv, i Betragtning af Tidens Korthed foreslog, at han skulde nedskrive sit Liv og Levnet; men i alt Fald har han holdt det, skjøndt han rigtignok har brudt af og overladt til min Phantasi at udfylde, hvad den ikke kan. Idet jeg lader hans Meddelelse trykke, er det naturligvis Meningen, at den væsenlig skal interessere som hidrørende fra en Tater, og jeg udhæver derfor, at jeg sender den i Trykken uden nogensomhelst Forandring. Jeg agter at opbevare Manuskriptet for at overbevise mulige Tvivlere." Brudstykke af mine Erindringer. Idet jeg begynder at nedskrive mine Barndomserindringer, vil jeg først med et Par Ord omtale mine Forældre. Min Fader hed Abraham Johansen og min Moder Else Sophie. De var ikke gifte med hinanden; men deres omflakkende Liv havde ført dem sammen, og de vilde uden Tvivl vær blevne forenede, dersom Sogneforstanderskabet ikke havde forhindret det, for at undgaa deres Afkoms Opdragelse. Paa en af disse Reiser blev jeg født i Bastrup i Asp Sogn d. 11 / 2 33, og døbt den 17 s. M. i Sognets Kirke, og deeltog saaledes i deres Leveviis, skjøndt siddende i en Pose paa min Moders Ryg, indtil jeg omtrent var to Aar gammel, da blev min Moder arresteret, og jeg blev overgivet Fattigvæsenet til Forsørgelse. Fra den Tid og indtil mit 8de Aar, husker jeg intet, som fortjener at optegnes, da jeg ganske var skilt fra min Familie; til min store Skade kom jeg hjem igjen et Aar, og i dette Aar lagdes Spiren til det usle Liv, som jeg siden har ført. Den første Hilsen, som jeg modtog hjemme, var fra en ung Zigeuner ), hvis Forældre boede i samme Huus som min Moder (min Fader var den Gang sendt hjem, hvor han hørte til); den blev ført i vort Sprog, som den Gang var uforstaaelig for mig. og lød saaledes: "Ist du en Skøjer?" Jeg begreb, at han spurgte om Noget, men vidste ikke hvad. "Skøjer" betyder i vort Sprog "Reisende" forklarede min ældre Broder, som kom til, og førend jeg naaede ind til min Moder, havde jeg alt opfattet flere Ord, som jeg indprentede i min barnlige Hukommelse. Min Moders Modtagelse var kjærlig; thi hun var lidenskabelig, og hun elskede sine stakkels Børn med en ubeskrivelig Inderlighed. De første Dage tilbragtes roligt hjemme, men en skjøn Morgen kom Poserne frem, Ilden blev slukket, Døren lukket ilaas, og for første Gang drog jeg selv ud som Betler. Jeg var af Naturen begavet med en sjelden Fatteevne, og gjorde derfor god Fremgang i Sproget, og samtidig dermed lærte jeg at regare (tigge); hvem kunde nægte et hungrigt og halv nøgent Barn noget, og jeg bragte derfor ofte mere ind end Moder selv. Disse Udflugter indskrænkede sig i Vintertiden kun til nogle Dage, og det sammentiggede fortæredes da hjemme i Overdaadighed, ofte i Fællesskab af flere Familier. Visse Ting, saasom Uld, solgtes, og derfor blev gjort Indkjøb af Brændeviin og Kaffe; var Forraadet forbi, kom de tomme Poser atter frem, og afsted gik det atter, undertiden 10 i Tallet. Børnene tiggede Brød og Kartofler og Uld, Kvinderne derimod Smør, Flæsk, Æg og deslige, men de vare ogsaa kloge mange af dem, de kunde maale, signe, helbrede Børn for Orm, lappe lidt paa gamle Kreaturer m. m. og den fordomsfulde Almue blev ofte dygtig narret. Mens Kvinderne og Børnene paa deres Maade høstede uden at saae, vare Mændene ingenlunde ørkesløse, de solgte Bliktøi, nogle af dem feiede Bøndernes Skorstene, andre, som intet Bedre havde lært, kastrerede Hunde, Katte, Grise og Lam, og de usleste trak Huden af Heste, hvilket paa den Tid af Mange blev anseet for uærligt. Disse mange forskjellige Næringsgrene indbragte "qvante Køiter" (gode Penge). Jeg syntes meget godt om Livet, kun til Natteleilighed kunde jeg have ønsket en Forandring. Enhver Flok havde sin "Pennekasse" (Logis), almindeligst hos en Huusmand, der ofte var glad ved at dele Natmandsfolkenes sammentiggede eller lavterhvervede Mad, og da Sengeleilighed ikke kunde haves til saa mange, saa redtes Senge paa Gulvet, af Halm og Pjalter. For at opvække mereMedlidenhed, brugte Forældrene ofte den slemme List, at lade Børnene gaae halvnøgne, hvilket jeg ofte dyrt maatte betale med Sygdomme. Naar Aftensmaden var fortæret, saa maatte Enhver fortælle om sine Æventyr, til særdeles Morskab for os Børn, hos hvem Ønsket om snart at kunne udføre noget lignende, daglig voxede og næredes af de Ældre. Til min Moders Roes maa jeg sige, at hun altid formanede os til Ærlighed, og straffede haardt ethvert Brud paa hendes Forbud. Andre var desværre hjerteløse nok til at lokke Børnene til Tyveri, hvilke dog almindeligt indskrænkede sig til Lommeknive, Speile, visse Slags Værktøi, saasom Niptænger, Hamre og hvad som kunde bruges ved Haandværket, dog kom vi i visse Egne, hvor vi intet saadant maatte gjøre, af Frygt for at blive ilde anseete af Folk. De første Krigsbegivenheder, som jeg oplevede, var Kampen med en Bettelfoged, almindelig kaldet "Stodderkongen". Han kom efter os, og vi maatte flygte fra hans Sogn, eller bringes til Sognefogden. Først forsøgtes Trusler, men da Stedet egnede sig ikke godt til aabenbar Vold, og han kun lo af deres Trusler, saa forsøgte man flere fredelige Midler, man vilde bestikke ham med Penge til Brændeviin, og lidt Flæsk til sin Aftensmad, men forgjæves, han stod med sin Morgenstjerne, beredt til Kamp; tilsidst fik vi Lov at gaae, naar vi strax vilde forlade hans Distrikt, og Enden blev, at vi maatte opgive flere gode Byer, til en gunstigere Lejlighed. Jeg erindre et Møde, som min Moder og vi to Børn havde med en lignende Fjende. Han saae, at vi klappede Byen af, og kom for at forhindre vor videre Tiggen paa hans Gebet; han nøiedes med at vise os bort, hvilket vi straks lovede, men for at forvisse sig om, at vi ikke narrede ham, fulgte han os i Hælene. I Nærheden af en Aa, som dannede Sogneskjællet, og da Aaen var smal, var der anbragt et Brædt derover som Bro. Over denne smalle Bro ledte min Moder os, een ad Gangen, men da hun saae os i Sikkerhed, saa begyndte hun med en rædsom Tungefærdighed at overøse Stodderkongen med en Strøm af de værste Skjældsord, som den fornærmede vistnok vilde have besvaret med nogle Rap af sin Stok, dersom hun havde været ham nær nok dertil, men Aaen var imellem dem. Da hun imidlertid vedblev at sende ham den ene, Salve efter den anden, saa kom han og vilde over til os, netop hvad hun ønskede; thi neppe var han kommen to Skridt ud paa Brædtet, før hun med rask Haand greb fat og væltede det, og førend den gamle Mand kunde vende sig, laae han i Vandet. Hurtig trak hun Brædtet til sig, og lod ham redde sig, som han kunde. Da han kom op, lovede han at huske hende til en anden Gang, men jeg tror ingen Hævn han fik. Sligt gjorde mindre Opsigt end man skulde troe, fordi det ingenlunde hørte til Sjeldenhederne, at slige Optrin fandt Sted, ofte maatte disse Embedsmænd enten lukke Øinene eller lade sig mørbanke; thi de fik sjælden Medhold af Bønderne, som ikke godt kunde undvære Natmændene. Alle Landsbymarkeder vare ogsaa Skuepladser for deres Bedrifter; der modtoge de Yngre Underviisningi at stjæle af Lommen paa Folk og bortrapse Smaating af de Handlendes Telte. Dagen efter mødtes disse Sværme hos hvem som købte Tyvekoster, og naar Alt var gjort i Penge, saa gjaldt det kun om at finde en afsides Krog, hvor der uforstyrret kunde holdes et rigtigt Gilde. De foretrak at være hos deres Egne; thi de skammede sig dog noget ved at lade Bønderne see, hvilket ødselt Liv de førte, og hvorledes de i Fraadseri fortærede, hvad hine ofte troede at give til Nødlidende. Intet Under, at de vare foragtede af alle retskafne Mennesker, og mærkeligt synes det mig, at Folk nu den Dag idag vil taale en saadan Landeplage. Mange af de Gamle havde Børn, som tjente ordentlig for deres Brød; disse besøgtes ofte, og ved Forestilling om det frie Liv, som førtes, lokkedes disse ofte til at forlade deres gode Conditioner. Saaledes hengik det Aar, som jeg tilbragte hjemme hos min kjære Moder, og da jeg paa Grund af hendes Sygdom atter kom under Fattigvæsenet, saa gjorde Folk med god Grund den Bemærkning: "Drengen er vist allerede fordærvet!" Ja, fordærvet var jeg, og alle skikkelige Børn skyede mig og kaldte mig en Rakker. Jeg kom dog til ordentlige Folk, som vilde forsøge, om det endnu ikke var mulig at rette den krogede Green, men det var en vanskelig Opgave. Neppe kunde jeg sige et Ord uden at bande, lyve gjorde jeg saa ingen kunde have Tillid til mig, og stjæle vilde jeg ogsaa; thi trods min Moders Formaninger til at være ærlig, havde jeg dog ofte useet af hende rapset mange Smaating, og nu var jeg saa hengiven til denne Last, at jeg ofte paadrog mig alvorlige Børst derfor. Havde Manden været i Byen og lod sine Klæder hænge eller ligge, saa skar jeg Knapperne af dem, og alt hvad jeg kunde bruge til mine barnlige Lege, slæbte jeg ud i Marken, og snart hed det, naar noget savnedes, det har Casper taget, og min Bag maatte holde for, ofte dog uforskyldt. Imidlertid blev jeg lidt skikkeligere, og behandledes ogsaa bedre. Man forestillede mig, at jeg var bleven forført af min smukke Familie, og jeg maatte daglig taale saa mange Ydmygelser for deres Skyld, at jeg tilsidst fik Afsky for dem, og forbandede hver Time, som jeg havde tilbragt imellem dem, og fra den Tid kunde jeg ikke udholde Synet af dem; det gik endog saavidt, at jeg deelte Almuens Tvivl om deres Ærlighed, og jeg vilde ikke engang kysse min Moder, naar hun stundom besøgte mig, men skyede hende som et Væsen, der stod langt under mig. I disse Grundsætninger voxte jeg op, og begyndte at faae lidt Omløb i Hovedet, men jeg var svag af Helbred, og mere end en Gang har jeg gjort den Erfaring, at en vis Hang til Ørkesløshed var mig medfødt. Jeg skulde nu lære at arbejde, men det smagte mig ikke, og naar jeg om Sommeren saae Skøierne lade Strække sig omkring ved Digerne, hvor de holdt deres Maaltider, saa tænkte jeg: "Nej, jeg vil være fri som dem, men ikke følge med dem; thi nu kunde jeg aldrig faae Mod til at tigge." Saa fandt jeg paa et Middel til at faae mit bedste Tøi paa, og snart sluttede jeg mig til dem for et Par Dage, til jeg kom afvejen, og saa maatte min Undseelse vige, og jeg blev tvungen af Sult til at tigge. For ikke at blive antaget for en Tater, skiftede jeg Navn, og søgte bestandig syd paa, hvor jeg vidste at ingen Reisende mødte mig. Paa Spørgsmaal om, hvorfra jeg var og i hvad Ærinde jeg rejste, vidste jeg altid at finde paa Svar, uden at komme Sandheden for nær, jeg antoges for at være et forældreløs Barn, som var overladt til sig selv. I den milde Aarstid tilbragte jeg ofte Nætterne under aaben Himmel, eller i en Hølade, men naar Vinteren begyndte, vakte min pjaltede Udseende mere Medynk, og af lutter Omsorg for mit Vel arresteredes jeg og hjemsendtes, indtil de skjønne Foraarsdage paany fristede mig til samme Daarskab. Stundom traf jeg dog sammen med Rejsende for hvem jeg aldrig lagde Skjul paa mine Omstændigheder, og jeg rostes meget for min Frihedskærlighed, som jeg lagde for Dagen, ved at afkaste enhver Tvang, Bønderne lagde paa mig. Naar jeg fraregner de Maaneder, som jeg efter enhver Fritour tilbragte i en Arrest, saa kan jeg ikke sige mere om mine Drengeaar. Jeg var over 17 Aar gammel, da jeg blev confirmert, ikke fordi jeg manglede Kundskaber, men fordi jeg umulig kunde blive hjemme i Forberedelsestiden. Det kan maaske undre Dem, hvorledes jeg kunde lære noget, men mine Bøger førte jeg bestandig med mig paa Reisen, og Begyndelses-Grundene til Skrivning og Regning tog jeg med mig fra Skolen, og jeg har stedse følt en stor Lyst til at lære noget, maaske af Stolthed end af nogen ædlere Grund, fordi min Familie i den Henseende stod tilbage, og jeg har altid søgt at hæve mig over den. Jeg betragtedes nu ikke mere for et Barn, hverken af mine Egne eller af Politiet, og jeg begyndte nu for Alvor at rive mig løs, baade fra min Familie og mine Drengevaner. Jeg fik Condition i Ikast Sogn, og søgte at opføre mig vel, men Fristelsen kom atter op denne Gang i Skikkelse af min Broder. Han bebreidede mig det Taabelige i, saaledes at slæbe og slide for daarlig Føde og lille Løn, forestillede mig det Tillokkende ved at strejfe omkring, og jeg glemte paany mine unge, men gode Forsætter, og forlod et Sted, hvor jeg havde begyndt at vinde mine Medmenneskers Agtelse og Tillid, for at slutte mig til det Folk, hvis Omgang jeg før havde skyet. Nu levede jeg et muntert Liv omkring hos alle bosiddende Skøiere i Omegnen af Skive, indtil min Broder gjorde Bekjendtskab med et Fruentimmer, som da sluttede sig til os, og som altid kunde tigge saameget, som var nødvendigt til Underholdning for os alle tre. Nu var jeg Skøier, levede iblandt dem og talte deres Sprog bestandig. I 11 Uger dreve vi omkring, snart alene, snart i Fællesskab med flere Familier. Det var om Sommeren, og vi laae altd i Laderne om Natten, Unge og Gamle af begge Kjøn laae imellem hinanden som Sild i en Tønde, og var det sammentiggede Forraad stort nok, saa laae vi ofte fler Dage paa samme Sted. De Yngste og Behændigste iblandt os maatte bestandig gjennemsnuse Udhusene efter Æg og Høns, som Fruetimmerne maatte vide at give Forklaring over, og besørge tillavede, og bragte selv daglig mere ind. I saadanne Forsamlinger hørtes mange lange Fortællinger om Skøiernes Bedrifter i forrige Tider, da de bedre end nu kunde drive deres Uvæsen i Jylland. Det var maaske ønskeligt, om jeg kunde gengive nogle af disse Fortællinger, men dem vil enhver Forfatter kunne finde i sin egen Fantasi. Ligesom Listighed udgjør enhver Skøiers Hovedegenskab, saaledes hørtes ogsaa kun fortælle om de utallige Bedragerier, som de havde udøvet imod Bønderne, og om deres Kampe, deels imod deres Fjender og deels imod hinanden indbyrdes. Alt hvad jeg har hørt fortælle, ligner ganske hvad jeg selv har erfaret iblandt dem, dog med den Forandring, at i forrige Tider tillode de sig stundom Trusler, ja vel endog aabenbar Vold, hvliket dog aldrig er skeet i min Tid, da deres Liv føres mere stille. Det var jo almindelig, at de Gamle truede med den røde Hane og lignende Onder, og den stakkels Almue var eenfoldig nok til at give dem hvad de ønskede for at undgaae deres natlige Besøg. Da alt, hvad jeg er i Stand til at oplyse, angaaende Skøierne, vil være meget ensformigt, saa veed jeg ikke, om De ønsker at vide mere. Ærbødigst Nr. 310." Den 26. januar 1865 skriver tugthusfangen til forstanderskabet i Rind og beder om hjælp; han håber at blive benådet og ønsker så at rejse bort - fængselspræsten anbefaler hjælpen. Da nogle af forstanderskabets medlemmer ikke mente, at Casper Bastrup var forsørgelsesberettiget i Rind, eftersom han var født i Asp, ville man først have dette spørgsmål nærmere undersøgt, og så trækker sagen ud. I Sommeren 1866 skriver fængselspræsten til kommunen om rejsehjælp til Casper, så denne kan komme til Amerika; men den 14. august s. å. vedtager man at skrive til Asp, og så kommer Casper imidlertid ud først i september uden at have fået den ønskede hjælp. Den 11. september stiller han hos sogneforstanderskabet og beder om tilladelse til at rejse til Amerika, derimod forlanger han ingen inderstøttelse, da præsten i en medsendt skrivelse anser det for afgjort,, at Casper ikke er forsørgelsesberettiget i Rind. Casper var kommen hjem den 8. september, han slår sig straks sammen med den øvrige familie og havde forresten ikke andre steder at holde sig til. Vi træffer ham i de følgende dage i selskab med Kjælle Casper, An Mari Mæster, Johannes Guldsmed og da især Ingeborg Mæster, der var meget optaget af den både forvovne og kloge skøjer - man kaldte ham også "æ klog skøjer" - og disse to er stadig på farten sammen. Casper havde ved hjemkomsten fået tilhold om at søge sig et lovligt erhverv eller i modsat tilfælde melde sig til fattigvæsnet. Men disse former for at opretholde livet tiltalte ham imidlertid ikke, og så drog han istedet for ud med Ingeborg. Allerede samme måned, han er kommen hjem, sættes han fast for tyveri og betleri 2), han erkender at have fået tilhold om at søge arbejde eller ty til fattigvæsenet; men på grund af dårlige fødder havde han ikke kunnet påtage sig arbejde, og han havde ikke meldt sig til fattigvæsnet, fordi han troede, at han snart ville komme sig! I Januar 1867 bliver han atter sat fast, og da sørger herredskontoret for et par træsko til ham. Regningen, der lyder på 3 mk. 12 sk., sendes til Rind - Herning sogneråd, men henvises derfra til Asp. Casper permitteres denne gang med en advarsel; men bliver kort efter sat fast igen, ved hvilken lejlighed han atter forklarer, at han ikke har taget arbejde på grund af svaghed i benene - der naturligvis ikke har hindret manden i at være på uafladelig fodvandring, så vidt han da var fri. Denne gang bliver han idømt 2 x 4 dages vand og brød ved Hammerum herreds politiret den 2/2 1867. Halvbroderen, Johannes Guldsmed, får samme dom, Ingeborg, Kjælle Casper og An Mari Mæster slipper med 5 dages vand og brød hver for betleri. Så i maj s. å. bliver han atter nøkket, men den 11. bliver han efter amtets ordre sat på fri fod og afleveret til fattigvæsnet. I sommeren 1868 kommer der atter bud efter Casper Bastrup. Natten mellem den 13. og 14. juli bliver der fra en udflyttergård vest for Skals stjålet en mængde beklædninsgenstande: 4 frakker, 4 par bukser, 2 kasketter, 2 veste, 3-4 tørklæder, 1 par strømper, 3 fruentimmerkjoler, 1 skørt med tilhørende trøje, 1 livstykke med et par røde strikkede ærmer, 4-5 skjorter , 3-4 særke og et par vandstøvler. Som gerningsmænd er man ondskabsfuld nok til at mistænke nogle af Rind kjæltringerne, efter at det var oplyst, at disse havde gæstet egnen på samme tid, som tyveriet var begået. Den 13. august om morgenen kl. 4 1/2 overraskede sognefoged P. Fejerskov Kjælle Casper og Mæt Kjærstin i deres søde slummer. Mette var forresten nylig sluppet fra en transport fra Bølling - Nørre herred til Herning. De fandtes i besiddelse af et får og et lam, som Mette erklærede, at Casper havde tiltusket sig hos Jæp Salling i Trælund for en glarkiste. Kisten havde Caspers stedfader, Johannes Guldsmed, ladet lave i Viborg, og han havde den med, da han sidst kom hjem fra straffeanstalten. Rigtigheden af Mettes forklaring bekræftes; men samtidig kommer det frem, at Casper og Mette for en tid siden havde sovet til middag på et loft i Sunds - rigtignok med tilladelse, derimod havde de, uden tilladelse, medtaget 2-3 pund uld af en sæk, da de forlod herberget. Imidlertid var Casper Bastrup og Ingeborg ogsaa blevet anholdte som mistænkte for at have været med i Skals. Kjælle Casper forklarer, at han og Mette Kirstine i løbet af tre måneders tid havde vandret om i Salling, Fjends, Nr. Bølling og Hammerum herreder. En enkelt gang havde de været sammen med Casper Abraham (Bastrup) og Ingeborg, men i Himmerland havde de ikke været - dog mener han, at han har hørt navnet Skals. Casper Bastrup er selvfølgelig lige så uskyldig. Han har vandret om med sin "dil" i Hammerum, Ginding og Lysgård herreder siden sin løsladelse. Til alt uheld for vore folk fandt man en del af omtalte tyvekoster i deres besiddelse. Klæderne blev naturligvis indregistrerede og derefter låsede inde i et rum på tinghuset. Nettet trak sig efterhånden stærkere sammen om arrestanterne trods deres forklaringer og påfund, så udsigten til snart at slippe ud i friheden var såre ringe. Da hændte der noget ganske uhørt, noget, der i lange tider optog sindene viden om. Natten mellem den 2. og 3. september skete der nemlig indbrud i selve tinghuset i Herning. Et par ruder fandtes ituslåede på 1ste sal, døren til opbevaringsrummet var brudt op, og førnævnte klædningsdele, corpus delicti, var borte! Forhørene tog nu en anden retning. De to Caspere havde sovet trygt og intet hørt, Ingeborg mente at have hørt noget kradse på muren, hvad hun forresten havde fortalt arrestforvareren om morgenen. Arrestforvareren havde sovet; men hans kone, der var oppe en gang i nattens løb, havde hørt nogen snakke ude, dog antog hun, det var nogen cirkusfolk ovre ved gæstgivergården. En tid syntes det, som om indbrudet var sket ved hjælp af brandstigen, der tydeligt nok havde været nede og ikke var hængt ordentlig op igen, dog var sagen stadig meget dunkel. Men så blev det oplyst, at arrestanterne ikke altid var så isolerede, som de, efter herredsfogdens utrykkelige ordre, skulle være - ja, at de rent ud sagt kom sammen, at Ingeborg hjalp arrestforvarer Iversen privat i køkkenet, rullede tøj for ham på loftet osv., og at arrestanterne endog om aftenen modtog besøg af Johannes Guldsmed og An Mari Mæster! Nu varede det ikke længe, inden denne og foregående sag blev fuldt oplyst. Den behændige Casper Bastrup var klatret op ad en tagrende, medens Ingebog stod nedenunder for at optage stødet, hvis han skulle falde. Casper var gået gennem et vindue, der ikke var lukket, havde taget omtalte stjålne klæder, som de gemte i Ingeborgs seng til næste middag, da de, medens arrestforvareren sov, så deres snit til at brænde disse i en kakkelovn oppe på loftet. Med hensyn til tyveriet i Skals, da bekendte de, at de to Caspere havde stjålet klæderne; Casper Bastrup var kravlet gennem et vindue, der kun var fæstet med et par ombøjede søm, og taget klæderne fra to kister, medens Ingeborg og Mette Kirstine lå i en høstak 1/2 fjerdingvej der fra. Iversen havde ikke været vidende om, at arrestanterne ville tage tøjet; men da han opdagede, det var sket, blev han ræd for følgerne, at han knuste de to ruder, brækkede en del ved dørlåsen med sin lommekniv og tog stigen halvvejs ned fra sin plads. Iøvrigt finder man forklaringen til, at kjæltringerne har haft så megen frihed, deri, at han havde villet forlede Ingeborg til utugt, ligesom det i retten oplystes, at han i arresten havde haft omgang med An Mari Grønning. Den 30. januar 1869 faldt dommen. Casper Bastrup fik 8 års tugthusarbejde i Vridsløselille, Casper Madsen 4 do., Ingeborg Madsen 18 måneders forbedringshus, Mette Kirstine Mortensen 18 do., Johannes Johansen 6x5 dages vand og brød, Ane Marie Christensensdatter 2x5 og Iversen 6x5 dages vand og brød. Endelig idømtes Iversens tjenestepige, der havde aflagt falsk ed, 2 års forbedringshusarbejde. Nu skjuler fængslets tykke mure atter i en årrække den frihedselskende skøjer, medens nadre drager et lettelsens suk ved tanken om, at den "farlige" forbryder er gjort uskadelig igen. Da Casper omsider slap ud, dyede han sig ikke længe, thi ved Hammerum Herreds ekstraret den 15. september 1877 blev han idømt 2 års tugthusarbejde for tyveri, løsgængeri og betleri. Den 24. september 1879 var han færdig i Horsens, og han meldte sig samme dag på herredskontoret i Holstebro. Derfra strejfede han rundt, først nord på over Skive, Hjarbæk til Ålborg, derfra over Nr. Sundby, Blokhus og Løkken til Hjørring, hvor han den 3. oktober traf en kammerat fra straffeanstalten, Hans Ditlev Thomsen, der var løsladt kort før Casper. Kammeraten havde nok lovet Casper arbejde, når denne ville rejse op til ham; men der var naturligvis intet arbejde, og Casper drog så videre syd på. Sidst i november s. å. blev han anholdt af sognefogden i Gjellerup og ført til Herning arrest. I det første forhør aflagde han en beretning om sin omstrejfen (i sognene ved Vesterhavet), som han siden, under privat samtale med herrdsfoged Krarup, vedgik var opspind fra ende til anden, og ovennævnte rigtige beretning blev derefter aflagt i retten den 29. s. m. Derefter sidder Casper og kukkelurer til den 17. januar 1880, inden han atter kommer i Forhør. Dommeren oplyser, at han på grund af arrestantens mange tidligere straffe - han havde da tilbragt 25 år i tugthuset - fandt, der var anledning til at undersøge, om Casper mulig havde gjort sig skyldig i forbrydelser under sin sidste omstrejfen; der var dog intet fremkommen i den retning om arrestanten. Dernæst havde dommeren ført forhandlinger om Caspers fremtidige anbringelse, for om muligt, at han atter kom ind på forbryderbanen. Casper Bastrup vedkendte sig de i fremlagte domsacter nævnte domme over ham, og at han havde gjort sig skyldig i betleri. Så fik han sin sidste dom her i landet - han blev samme dag idømt 2x5 dages vand og brød for betleri. Medens han hensad i Herning arrest, døde hans broder, Kræ Abraham.i Lind, og Casper lavede da den mindesang eller det gravskrift, der er gengivet side 192. Casper var velbegavet. En gang inspektøren i anstalten mistede et barn, og anstaltens poeter stemte harpen i denne højtidelige anledning, konkurrerede Casper Bastrup de andre sønder og sammen. Og han skrev "som nåwe prokuråtor". Ved sin gamle flamme, Ingeborg Mæsters sønnedatters død, skrev Casper (?) nedenstående sang: Dødens Engel med sit strenge Bud kom til dette lille Hjem at gæste, og Forældrene - saa vilde Gud - skulde end et yndigt Baren miste. Miste ej - thi Gudskelov vi ved, endnu lever dog den lille Pige; hun bortflyttet blev til bedre Sted, fik sit Hjem udi Gods lyse Rige! Der hun nu hos Børnevennen kjær, Jesus Frelser, Søster Plads har vundet; ej, som her, hun der skal lide mer, Fred og Glæde har hun evig fundet! Saa kom Sygdom, og hun lagdes ned; det, vi ved, var efter Herrens Villie; hendes lille Aand gik bort i Fred, bort ved Døden rolig, blid og stille. Fader, Moder stod med Sorg i Sind, thi de savner deres lille Pige, Vemodstaarer rinder dem paa Kind, dog med Job de ydmigt skulle sige: Herren tog, og Herren tog igjen, og hans Navn derfor højlovet være! Til Guds Rige gik Mathilda hen - det Guds Ord vil trøste Eder kære! Efter at være sat på fri fod fik han en kort tid arbejde på Herning spindefabrik. Så lykkedes det ham at få sit længe nærede ønske opfyldt - at komme til Amerika, hvortil heredsfoged Krarup, efter sigende, hjalp ham. Hvorledes det er gået ham, er mig ubekendt; men han har da haft ligeså gode betingelser for at begynde på et nyt og bedre liv der, som så mange andre, der drog til "the far West" af lignende grunde som han.
Død
Type: DEAT
ja

Familie med forældre - Vis familie
far
mor
Ægteskab:
ham selv
-3 år
storebror
Faders familie med Appelone Kirstine Christophersdatter - Vis familie
far
stedmor
Ægteskab: 11. oktober 1818Horne (Vestj.) kirke
8 år
halvsøster
-5 år
halvbror
Johannes Abrahamsen
Født: 20. april 1822 24 27Horne (Vestj.) sogn - Rotbøl
Død: 25. marts 1854QK Ølgod sogns kbg
-3 år
halvbror
12 år
halvsøster
-5 år
halvbror
Faders familie med Marie Cathrine Olesdatter - Vis familie
far
stedmor
Ægteskab:
Moders familie med Johannes Johansen - Vis familie
farbror
mor
Ægteskab:
halvbror
4 år
halvsøster
Moders familie med Johannes Pedersen Mus - Vis familie
stedfar
mor
Ægteskab:
Familie med Ingeborg Madsdatter - Vis familie
ham selv
hustru
Ægteskab:
Christen Jensen Bjødstrup + Ingeborg Madsdatter - Vis familie
hustru’s ægtemand
hustru
Ægteskab:

Født
Sensitive:0 1833.02.11 Fødsel Udskrift af Asp sogns kirkebog 1829-1844 LAN C 503 - 12 Fødte. Mandkjøn. Lbnr.:2 Fødselsdagen:1833, d. 11. Februar. Barnets fulde Navn:Casper Bastrup Daabens Datum, hjemme eller i Kirken:d. 17. Februar i Kirken Forældrenes Navne, Stand, Haandtering og Bopæl:Moderen Else Sophie Caspersdatter, et omstreifende Fruentimmer fra Rind Sogn. til Barnefader blev udlagt Tjenestekarl Abraham Johansen af [Haunvig] Sogn Forældrene var uden Ægteskab. Faddernes Navne, Stand og Opholdssted:Indsidder Maren Madsdatter i [Lundsmark] bar Barnet Sognefoged Mads Staugaard og Fattigforstander Poul Nielsen, begge af Linde Gaardb. Niels Bæk i Østerby. Anm.:Paa sin Omstreifen fødte Moderen Barnet i Bastrup i Asp. - - - o o o - - - Notat:: Haunvig sogn eksisterer ikke, måske Havrvig sogn på Holmsland, skønt kirken i i Havrvig først blev bygget i 1869.
Dåb
Sensitive:0 Se fødselsnotatet
Udvandret
Sensitive:0
Folketælling
Sensitive:0 1834.02.18 Folketælling Udskrift af Rind sogns folketællingsliste 1834 DDA DDD CD 2004:6 Optegnelse paa Folketallet m. v. i Rind Sogn, Hammerum Herred, Ringkjøbing Amt den 18de Februar 1834. Byernes og Stedernes Navne:Lindbyeet HuusHusstand nr. 20 Nr. NavnAlderStandErhverv, Næringsvej ---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- 94Else Caspersdatter37ugiftIndsidder og Almisselem 95Christen Abrahamsen 5ugift} hendes 96Casper Abrahamsen 1ugift} Børn.
Folketælling
Sensitive:0 1845.02.01 Folketælling Folketællingen 1. febr. 1845 i Rind sogn, Hammerum herred. DDA, CD Dansk Demografisk Database 2002:4 Rind Sogn, Hammerum Herred, Ringkjøbing Amt Lind ByeEn Gaard33. Familie Lbnr.NavnAlderStandFødestedErhverv, Familiepos. ------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------ 216Anders Larsen41giftGjellerup Sogn, Ringkjøb. AGårdmand 217Kirsten Jacobsdatter41giftGjellerup Sogn, Ringkjøn. A.hans Kone 218Christen Knudsen Andersen5ugifther i Sognetderes Barn 219Jacob Andersen1ugifther i Sognetderes Barn 220Ane Katrine Sørensdatter22ugiftGjellerup Sogn, Ringkjøb. ATjenestefolk 221Casper Abrahamsen12ugiftAsp Sogn, Ringkjøb. ATjenestefolk 222Ane Margrete Lauridsdatter70EnkeGjellerup Sogn, Ringkjøb. AInderste og Aftægtskone 223Dorte Marie Jensdatter27ugifther i Sognethendes tjenestepige
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
Folketælling
Sensitive:0 1850.02.01. Folketælling Folketællingen 1. febr. 1850 i Rind sogn, Hammerum jerred. DDA, CD Dansk Demografisk Database 2002:4 Rind Sogn, Hammerum Herred, Ringkøbing Amt Hamborg2. Familier Lbnr.Navn.AlderStandFødestedErhverv, familiepos. ----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- 25Ane Christensdatter70Enkeher i SognetInderste, Almisselem 26Casper Abrahamsen17ugiftAsp Sogn, Ringkjøbing ATjenestedreng
Konfirmeret
Sensitive:0 1850.04.07 Konfirmation Udskrift af Rind sogns kirkebog 1843-1856 LAN C 517 A - 04 Confirmerede. Drenge Lbnr.:7 Confirmandens Navn og Opholdssted:Casper Bastrup i Hamborg Confirmandens Forældre, Husbonde eller Pleieforældre:Ugift Fruentimmer Else Sophie Caspersdatter, nu i Herning Fattighuus, og udlagt Barnefader Tjenestekarl Abraham Johansen fra Haaning (Heinsvig S.) Confirmandens Alder:født 11te Febr., døbt 17de Febr. 1833 i Asp Kirke Dom vedr. Kundskab og Opførsel:temmelig g+ og sædelig Naar og af hvem vaccineret:Kopsat 11te Juli 1841 af Gunst
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0
EVEN
Sensitive:0 Omtale: H. P. Hansen: Natmændsfolk og Kjæltringer Bind I, side 158 - ff Casper Bastrup. Den 11 februar 1833 fødte en ugift kvinde Else Sophie Caspersdatter fra Rind under sin omstrejfning et drengebarn i Bastrup, Asp sogn, Hjerm herred, hvor hun havde en søster. Drengen blev den 17. s. m. døbt og kaldt Casper Bastrup - senere blev han dog ofte kaldt Casper Abraham eller Abrahamsen efter sin fader, Abraham Johansen i Horne øst for Varde. Nævnte Casper Bastrup var utvivlsomt den intelliggenteste af de sidste generationers kjæltringer, men hans opdragelse var selvfølgelig slet og hans afstamning en stadig hindring for, at han kunne hæve sig op i et højere socialt niveau. Da barnet var halvandet år, kom det med moderen til Rind, hvor han gerne havde sit ophold siden, når han da ikke strejfede om eller sad arresteret. Så snart han havde opnået en passende alder, blev han tinget i fremmed brød, for det meste hos Jens Kr. Jensen i Hamborg, Rind sogn, hvor han havde det ret godt. Sev sagde han, at når han ikke kunne være i Hamborg, så løb han hen. Siden tjente han i Lyk, og derfra stak han også af engang imellem. Som ti års dreng løb han bort og var væk i omtrent et halvt år. I den anledning blev han efterlyst og arresteret, men slap dog for straf (5/11 1844). I efteråret 1846 var han indtinget hos fæster Peder Lauridsen i Lyk, og da gik han til confirmationsforberedelse hos pastor P.Sveistrup; men en skønne dag, drengen skulle til præst, stak han af. Det var vist nok ved denne lejlighed, at han blev taget i Sønderjylland, hvor han opgav et falskt navn og sage, at han var fra Jammerfuld herred. Det var, efter sigende, knap nok, man ville tro Rind sogneforstander-skab, da man i anledning af forespørgsel, om man ville kendes ved drengen, svarede, at den dreng, man savnede, hed Casper og ikke det navn, rømningsmanden havde opgivet. Casper bliver så hjemsendt fra arbejdsanstalten i Ribe, hvad der koster Rind 9 rdl. 3 mrk. Drengen bliver indsat i Herning arrest, og herredsfogden, kammerherre Toxverd anmoder pastor Sveistrup om en udtalelse angående knægten. Sveistrup svarer den 12/1 1847, at han efter Caspers sidste undvigelse havde forklaret denne, at drengen "på Grund af sin Bortløben og Løne ikke kunde blive confirmeret til Påske, med mindre Biskoppen bevilgede det, - og derhos satte jeg ham nederst blandt Confirmanderne, som jeg udtrykkelig tilføjede, ikke på Grund af hans Kundskaber, men på Grund af den Opførsel, han havde udvist." Casper havde naturligvis under sin omstrejfen betlet, og da var det anden gang, man måtte eftersøge ham, var der ikke mange formildende omstændigheder - det skulle da være, at han på sin sidste flugt havde medtaget sin lærebog, som han skulle have brugt ved confirmationsforberedelsen. Ved Hammerum herreds politiret idømtes han 25 slag ris den 26/1 1847; men straffen blev dog ved Ringkøbing amts overpolitiret den 27/3 s. å. nedsat til 10 slag. Da var Casper 14 år. I januar 1848 bliverhan indtinget hos Chr. Fløe i Kollund for 5 1/2 skilling courant daglig, og bliver da af forstanderskabet forsynet med et par lærredsbukser og en skjorte. Samme sommer stikker han af igen, strejfer om, betler og bliver for disse forseelser ved Bølling herreds politiret den 25. november idømt 20 slag ris, og året efter, den 29. december, får han ved Ulfborg-Hind herreders politiret 10 slag rotting for betleri. I 1849 er Casper indtinget hos grev Platen på fjederholt i Rind - fattigvæsenet klæder ham. Næste sommer opholder han sig atter i Hamborg i Rind, og da bliver han confirmeret - moderen er på den tid i Herning fattighus. Derefter kommer han den 1. november 1850 i tjeneste hos proprietær Knudsen, Fonnesbæk i Ikast. I otte måneder skikker han sig vel; men så kan han ikke længere finde sig i det regelbundne liv, han strejfer atter om, navnlig i Ringkøbing egnen, og begår indbrudstyveri i Madum. Ved retten i Ringkøbing blev han dømt til 6 års tugthusarbejde. Overretten stadfæstede den 13. maj s. å. dommen, og den 19. s. m. blev han indsat i Viborg tugthus, hvorfra han året efter blev overført til Horsens tugthus. Den 22. juni 1853 lykkedes det Casper at undvige, og nu strejfer han atter om , begår indbrud i Flemming, bliver grebet, og får i Voer-Nim herreders ekstraret den 6. oktober 1853 8 års tugthusarbejde for indbrud og tyveri - at sone efter udstået 6 års straf i følge forrige dom. Nu sidder Casper Bastrup i de mange år og slider i væven i Horsens tugthus, efter sigende var han sysselsat ved silkevæveri, og forstanderskabet i Rind hører først fra ham, da tiden nærmer sig, at han atter kan slippe ud. Kort før Casper slap ud af tugthuset, fik man besøg af forfatteren M. Goldschmidt, der ønskede at gøre "tater " studier. Resultatet af besøget har Goldschmidt meddelt i sin bog: En Hederejse i Viborg-Egnen. 1853. Selv om den selvbiografi, der er gengivet efter Casper Bastrups originale manuskript, ikke indeholder data udover Caspers fødsel,så er det i hvert fald psykologisk set et værdifuldt aktstykke, der giver et udmærket billede af, hvor vanskeligt det var for en skøjer, der gerne ville hæve sig op i et højere samfundslag og leve et skikkeligt liv, at slippe bort fra kjæltringsamfundet og kjæltringlivet. Man forbavses over mandens intelligens, at han trods ringe skolegang og sin omflakkende tilværelse kan skrive så ortografisk korrekt, som han gør, og sætte tegn - som han ikke sparer på. Det ligger nær at gætte på, at Goldscmidt har pyntet på manuskriptet, men det er næppe tilfældet. Nu skal vi se det væsentligste af Goldschmidts omtale af mødet med Casper Bastrup, og derefter gengives selvbiografien i sin helhed. "Naar man taler med Fanger, maa man værge sig imod det Indtryk, de efterhaanden gjøre: at Verdens skikkeligste ved et Tilfælde ere komme i Tugthuset, og at de Andre ligesaa tilfældig ere forblevne udenfor. Imidlertid maa jeg dog tilstaae, at den Følgende, jjeg talte med, N. 310, var den af dem Allesammen, for hvem jeg følte mest Deltagelse, rigtignok maaske fordi hans Ydre talte ligesaa godt for ham som han selv. De Andre vare Alle prægede af at høre til den lavere eller laveste Almue og frembragte uvilkaarlig Indtrykket af noget Mislykket i Naturens Støbning - - - - En velvoxsen, smækker Karl, lyst, langagtigt Ansigt, lige Næse, graablaae, skarpe øine, smuk og tillidsvækkende i Profil, ikke fuldt saa meget en face. Tiltrods for sit lyse Udseende er han han Tater. Da han var 19 Aar, blev han for Tyveri sat i Straffeanstalten, undveg og fik derfor forlænget Straf, og nu, i hans 33te Aar, er hans Straffetid udløben. Da jeg begyndte at tale med ham, frapperede han mig ved sit Sprog og ved det energiske sindige i Tonen. Han sagde: "Jeg skammer mig, det tilstaaer jeg oprigtig, ikke saa meget over at have stjaalet som over at nedstamme fra et uærligt Folkefærd - ja De og andre Dannede dømme nu anderledes; men hjemme vil jeg ikke kunne nære mig." Derfor vilde han til Amerika. Jeg spurgte Inspecteuren, om han i sin lange Fængselstid havde, som mange andre Fanger, lagt sig Noget op ved Overarbeide, saa at han kun behøvede forholdsvis liden Hjælp for at komme afsted. Nej, han havde slet Intet. Han vilde fra Tugthuset blive hjemsendt omtrent som Fattiglem. Inspecteuren sagde: Du har været doven. Han svarede : Ja Hr. Inspecteur, jeg har kun arbeidet, hvad jeg skulde. Men alle Fangerne siger dog , at jeg var den flittigste paa Anstalten, for man har aldrig seet mig ledig. Hvad bestilte du da? Jeg har læst , skrevet, studeret Sprog. Hvilke Sprog? Hvad jeg kunde overkomme, men især Tydsk og Engelsk. Han fortalte mig nu noget om sin Ungdom, og af mine Spørgsmaal forstod han klart, at jeg næst efter at vide, hvordan det var gaaet ham, ønskede at faae et anskueligt Billede af Taterlivet. Jeg husker ikke nøiagtig, om det var Inspecteuren eller ham selv, i Betragtning af Tidens Korthed foreslog, at han skulde nedskrive sit Liv og Levnet; men i alt Fald har han holdt det, skjøndt han rigtignok har brudt af og overladt til min Phantasi at udfylde, hvad den ikke kan. Idet jeg lader hans Meddelelse trykke, er det naturligvis Meningen, at den væsenlig skal interessere som hidrørende fra en Tater, og jeg udhæver derfor, at jeg sender den i Trykken uden nogensomhelst Forandring. Jeg agter at opbevare Manuskriptet for at overbevise mulige Tvivlere." Brudstykke af mine Erindringer. Idet jeg begynder at nedskrive mine Barndomserindringer, vil jeg først med et Par Ord omtale mine Forældre. Min Fader hed Abraham Johansen og min Moder Else Sophie. De var ikke gifte med hinanden; men deres omflakkende Liv havde ført dem sammen, og de vilde uden Tvivl vær blevne forenede, dersom Sogneforstanderskabet ikke havde forhindret det, for at undgaa deres Afkoms Opdragelse. Paa en af disse Reiser blev jeg født i Bastrup i Asp Sogn d. 11 / 2 33, og døbt den 17 s. M. i Sognets Kirke, og deeltog saaledes i deres Leveviis, skjøndt siddende i en Pose paa min Moders Ryg, indtil jeg omtrent var to Aar gammel, da blev min Moder arresteret, og jeg blev overgivet Fattigvæsenet til Forsørgelse. Fra den Tid og indtil mit 8de Aar, husker jeg intet, som fortjener at optegnes, da jeg ganske var skilt fra min Familie; til min store Skade kom jeg hjem igjen et Aar, og i dette Aar lagdes Spiren til det usle Liv, som jeg siden har ført. Den første Hilsen, som jeg modtog hjemme, var fra en ung Zigeuner ), hvis Forældre boede i samme Huus som min Moder (min Fader var den Gang sendt hjem, hvor han hørte til); den blev ført i vort Sprog, som den Gang var uforstaaelig for mig. og lød saaledes: "Ist du en Skøjer?" Jeg begreb, at han spurgte om Noget, men vidste ikke hvad. "Skøjer" betyder i vort Sprog "Reisende" forklarede min ældre Broder, som kom til, og førend jeg naaede ind til min Moder, havde jeg alt opfattet flere Ord, som jeg indprentede i min barnlige Hukommelse. Min Moders Modtagelse var kjærlig; thi hun var lidenskabelig, og hun elskede sine stakkels Børn med en ubeskrivelig Inderlighed. De første Dage tilbragtes roligt hjemme, men en skjøn Morgen kom Poserne frem, Ilden blev slukket, Døren lukket ilaas, og for første Gang drog jeg selv ud som Betler. Jeg var af Naturen begavet med en sjelden Fatteevne, og gjorde derfor god Fremgang i Sproget, og samtidig dermed lærte jeg at regare (tigge); hvem kunde nægte et hungrigt og halv nøgent Barn noget, og jeg bragte derfor ofte mere ind end Moder selv. Disse Udflugter indskrænkede sig i Vintertiden kun til nogle Dage, og det sammentiggede fortæredes da hjemme i Overdaadighed, ofte i Fællesskab af flere Familier. Visse Ting, saasom Uld, solgtes, og derfor blev gjort Indkjøb af Brændeviin og Kaffe; var Forraadet forbi, kom de tomme Poser atter frem, og afsted gik det atter, undertiden 10 i Tallet. Børnene tiggede Brød og Kartofler og Uld, Kvinderne derimod Smør, Flæsk, Æg og deslige, men de vare ogsaa kloge mange af dem, de kunde maale, signe, helbrede Børn for Orm, lappe lidt paa gamle Kreaturer m. m. og den fordomsfulde Almue blev ofte dygtig narret. Mens Kvinderne og Børnene paa deres Maade høstede uden at saae, vare Mændene ingenlunde ørkesløse, de solgte Bliktøi, nogle af dem feiede Bøndernes Skorstene, andre, som intet Bedre havde lært, kastrerede Hunde, Katte, Grise og Lam, og de usleste trak Huden af Heste, hvilket paa den Tid af Mange blev anseet for uærligt. Disse mange forskjellige Næringsgrene indbragte "qvante Køiter" (gode Penge). Jeg syntes meget godt om Livet, kun til Natteleilighed kunde jeg have ønsket en Forandring. Enhver Flok havde sin "Pennekasse" (Logis), almindeligst hos en Huusmand, der ofte var glad ved at dele Natmandsfolkenes sammentiggede eller lavterhvervede Mad, og da Sengeleilighed ikke kunde haves til saa mange, saa redtes Senge paa Gulvet, af Halm og Pjalter. For at opvække mereMedlidenhed, brugte Forældrene ofte den slemme List, at lade Børnene gaae halvnøgne, hvilket jeg ofte dyrt maatte betale med Sygdomme. Naar Aftensmaden var fortæret, saa maatte Enhver fortælle om sine Æventyr, til særdeles Morskab for os Børn, hos hvem Ønsket om snart at kunne udføre noget lignende, daglig voxede og næredes af de Ældre. Til min Moders Roes maa jeg sige, at hun altid formanede os til Ærlighed, og straffede haardt ethvert Brud paa hendes Forbud. Andre var desværre hjerteløse nok til at lokke Børnene til Tyveri, hvilke dog almindeligt indskrænkede sig til Lommeknive, Speile, visse Slags Værktøi, saasom Niptænger, Hamre og hvad som kunde bruges ved Haandværket, dog kom vi i visse Egne, hvor vi intet saadant maatte gjøre, af Frygt for at blive ilde anseete af Folk. De første Krigsbegivenheder, som jeg oplevede, var Kampen med en Bettelfoged, almindelig kaldet "Stodderkongen". Han kom efter os, og vi maatte flygte fra hans Sogn, eller bringes til Sognefogden. Først forsøgtes Trusler, men da Stedet egnede sig ikke godt til aabenbar Vold, og han kun lo af deres Trusler, saa forsøgte man flere fredelige Midler, man vilde bestikke ham med Penge til Brændeviin, og lidt Flæsk til sin Aftensmad, men forgjæves, han stod med sin Morgenstjerne, beredt til Kamp; tilsidst fik vi Lov at gaae, naar vi strax vilde forlade hans Distrikt, og Enden blev, at vi maatte opgive flere gode Byer, til en gunstigere Lejlighed. Jeg erindre et Møde, som min Moder og vi to Børn havde med en lignende Fjende. Han saae, at vi klappede Byen af, og kom for at forhindre vor videre Tiggen paa hans Gebet; han nøiedes med at vise os bort, hvilket vi straks lovede, men for at forvisse sig om, at vi ikke narrede ham, fulgte han os i Hælene. I Nærheden af en Aa, som dannede Sogneskjællet, og da Aaen var smal, var der anbragt et Brædt derover som Bro. Over denne smalle Bro ledte min Moder os, een ad Gangen, men da hun saae os i Sikkerhed, saa begyndte hun med en rædsom Tungefærdighed at overøse Stodderkongen med en Strøm af de værste Skjældsord, som den fornærmede vistnok vilde have besvaret med nogle Rap af sin Stok, dersom hun havde været ham nær nok dertil, men Aaen var imellem dem. Da hun imidlertid vedblev at sende ham den ene, Salve efter den anden, saa kom han og vilde over til os, netop hvad hun ønskede; thi neppe var han kommen to Skridt ud paa Brædtet, før hun med rask Haand greb fat og væltede det, og førend den gamle Mand kunde vende sig, laae han i Vandet. Hurtig trak hun Brædtet til sig, og lod ham redde sig, som han kunde. Da han kom op, lovede han at huske hende til en anden Gang, men jeg tror ingen Hævn han fik. Sligt gjorde mindre Opsigt end man skulde troe, fordi det ingenlunde hørte til Sjeldenhederne, at slige Optrin fandt Sted, ofte maatte disse Embedsmænd enten lukke Øinene eller lade sig mørbanke; thi de fik sjælden Medhold af Bønderne, som ikke godt kunde undvære Natmændene. Alle Landsbymarkeder vare ogsaa Skuepladser for deres Bedrifter; der modtoge de Yngre Underviisningi at stjæle af Lommen paa Folk og bortrapse Smaating af de Handlendes Telte. Dagen efter mødtes disse Sværme hos hvem som købte Tyvekoster, og naar Alt var gjort i Penge, saa gjaldt det kun om at finde en afsides Krog, hvor der uforstyrret kunde holdes et rigtigt Gilde. De foretrak at være hos deres Egne; thi de skammede sig dog noget ved at lade Bønderne see, hvilket ødselt Liv de førte, og hvorledes de i Fraadseri fortærede, hvad hine ofte troede at give til Nødlidende. Intet Under, at de vare foragtede af alle retskafne Mennesker, og mærkeligt synes det mig, at Folk nu den Dag idag vil taale en saadan Landeplage. Mange af de Gamle havde Børn, som tjente ordentlig for deres Brød; disse besøgtes ofte, og ved Forestilling om det frie Liv, som førtes, lokkedes disse ofte til at forlade deres gode Conditioner. Saaledes hengik det Aar, som jeg tilbragte hjemme hos min kjære Moder, og da jeg paa Grund af hendes Sygdom atter kom under Fattigvæsenet, saa gjorde Folk med god Grund den Bemærkning: "Drengen er vist allerede fordærvet!" Ja, fordærvet var jeg, og alle skikkelige Børn skyede mig og kaldte mig en Rakker. Jeg kom dog til ordentlige Folk, som vilde forsøge, om det endnu ikke var mulig at rette den krogede Green, men det var en vanskelig Opgave. Neppe kunde jeg sige et Ord uden at bande, lyve gjorde jeg saa ingen kunde have Tillid til mig, og stjæle vilde jeg ogsaa; thi trods min Moders Formaninger til at være ærlig, havde jeg dog ofte useet af hende rapset mange Smaating, og nu var jeg saa hengiven til denne Last, at jeg ofte paadrog mig alvorlige Børst derfor. Havde Manden været i Byen og lod sine Klæder hænge eller ligge, saa skar jeg Knapperne af dem, og alt hvad jeg kunde bruge til mine barnlige Lege, slæbte jeg ud i Marken, og snart hed det, naar noget savnedes, det har Casper taget, og min Bag maatte holde for, ofte dog uforskyldt. Imidlertid blev jeg lidt skikkeligere, og behandledes ogsaa bedre. Man forestillede mig, at jeg var bleven forført af min smukke Familie, og jeg maatte daglig taale saa mange Ydmygelser for deres Skyld, at jeg tilsidst fik Afsky for dem, og forbandede hver Time, som jeg havde tilbragt imellem dem, og fra den Tid kunde jeg ikke udholde Synet af dem; det gik endog saavidt, at jeg deelte Almuens Tvivl om deres Ærlighed, og jeg vilde ikke engang kysse min Moder, naar hun stundom besøgte mig, men skyede hende som et Væsen, der stod langt under mig. I disse Grundsætninger voxte jeg op, og begyndte at faae lidt Omløb i Hovedet, men jeg var svag af Helbred, og mere end en Gang har jeg gjort den Erfaring, at en vis Hang til Ørkesløshed var mig medfødt. Jeg skulde nu lære at arbejde, men det smagte mig ikke, og naar jeg om Sommeren saae Skøierne lade Strække sig omkring ved Digerne, hvor de holdt deres Maaltider, saa tænkte jeg: "Nej, jeg vil være fri som dem, men ikke følge med dem; thi nu kunde jeg aldrig faae Mod til at tigge." Saa fandt jeg paa et Middel til at faae mit bedste Tøi paa, og snart sluttede jeg mig til dem for et Par Dage, til jeg kom afvejen, og saa maatte min Undseelse vige, og jeg blev tvungen af Sult til at tigge. For ikke at blive antaget for en Tater, skiftede jeg Navn, og søgte bestandig syd paa, hvor jeg vidste at ingen Reisende mødte mig. Paa Spørgsmaal om, hvorfra jeg var og i hvad Ærinde jeg rejste, vidste jeg altid at finde paa Svar, uden at komme Sandheden for nær, jeg antoges for at være et forældreløs Barn, som var overladt til sig selv. I den milde Aarstid tilbragte jeg ofte Nætterne under aaben Himmel, eller i en Hølade, men naar Vinteren begyndte, vakte min pjaltede Udseende mere Medynk, og af lutter Omsorg for mit Vel arresteredes jeg og hjemsendtes, indtil de skjønne Foraarsdage paany fristede mig til samme Daarskab. Stundom traf jeg dog sammen med Rejsende for hvem jeg aldrig lagde Skjul paa mine Omstændigheder, og jeg rostes meget for min Frihedskærlighed, som jeg lagde for Dagen, ved at afkaste enhver Tvang, Bønderne lagde paa mig. Naar jeg fraregner de Maaneder, som jeg efter enhver Fritour tilbragte i en Arrest, saa kan jeg ikke sige mere om mine Drengeaar. Jeg var over 17 Aar gammel, da jeg blev confirmert, ikke fordi jeg manglede Kundskaber, men fordi jeg umulig kunde blive hjemme i Forberedelsestiden. Det kan maaske undre Dem, hvorledes jeg kunde lære noget, men mine Bøger førte jeg bestandig med mig paa Reisen, og Begyndelses-Grundene til Skrivning og Regning tog jeg med mig fra Skolen, og jeg har stedse følt en stor Lyst til at lære noget, maaske af Stolthed end af nogen ædlere Grund, fordi min Familie i den Henseende stod tilbage, og jeg har altid søgt at hæve mig over den. Jeg betragtedes nu ikke mere for et Barn, hverken af mine Egne eller af Politiet, og jeg begyndte nu for Alvor at rive mig løs, baade fra min Familie og mine Drengevaner. Jeg fik Condition i Ikast Sogn, og søgte at opføre mig vel, men Fristelsen kom atter op denne Gang i Skikkelse af min Broder. Han bebreidede mig det Taabelige i, saaledes at slæbe og slide for daarlig Føde og lille Løn, forestillede mig det Tillokkende ved at strejfe omkring, og jeg glemte paany mine unge, men gode Forsætter, og forlod et Sted, hvor jeg havde begyndt at vinde mine Medmenneskers Agtelse og Tillid, for at slutte mig til det Folk, hvis Omgang jeg før havde skyet. Nu levede jeg et muntert Liv omkring hos alle bosiddende Skøiere i Omegnen af Skive, indtil min Broder gjorde Bekjendtskab med et Fruentimmer, som da sluttede sig til os, og som altid kunde tigge saameget, som var nødvendigt til Underholdning for os alle tre. Nu var jeg Skøier, levede iblandt dem og talte deres Sprog bestandig. I 11 Uger dreve vi omkring, snart alene, snart i Fællesskab med flere Familier. Det var om Sommeren, og vi laae altd i Laderne om Natten, Unge og Gamle af begge Kjøn laae imellem hinanden som Sild i en Tønde, og var det sammentiggede Forraad stort nok, saa laae vi ofte fler Dage paa samme Sted. De Yngste og Behændigste iblandt os maatte bestandig gjennemsnuse Udhusene efter Æg og Høns, som Fruetimmerne maatte vide at give Forklaring over, og besørge tillavede, og bragte selv daglig mere ind. I saadanne Forsamlinger hørtes mange lange Fortællinger om Skøiernes Bedrifter i forrige Tider, da de bedre end nu kunde drive deres Uvæsen i Jylland. Det var maaske ønskeligt, om jeg kunde gengive nogle af disse Fortællinger, men dem vil enhver Forfatter kunne finde i sin egen Fantasi. Ligesom Listighed udgjør enhver Skøiers Hovedegenskab, saaledes hørtes ogsaa kun fortælle om de utallige Bedragerier, som de havde udøvet imod Bønderne, og om deres Kampe, deels imod deres Fjender og deels imod hinanden indbyrdes. Alt hvad jeg har hørt fortælle, ligner ganske hvad jeg selv har erfaret iblandt dem, dog med den Forandring, at i forrige Tider tillode de sig stundom Trusler, ja vel endog aabenbar Vold, hvliket dog aldrig er skeet i min Tid, da deres Liv føres mere stille. Det var jo almindelig, at de Gamle truede med den røde Hane og lignende Onder, og den stakkels Almue var eenfoldig nok til at give dem hvad de ønskede for at undgaae deres natlige Besøg. Da alt, hvad jeg er i Stand til at oplyse, angaaende Skøierne, vil være meget ensformigt, saa veed jeg ikke, om De ønsker at vide mere. Ærbødigst Nr. 310." Den 26. januar 1865 skriver tugthusfangen til forstanderskabet i Rind og beder om hjælp; han håber at blive benådet og ønsker så at rejse bort - fængselspræsten anbefaler hjælpen. Da nogle af forstanderskabets medlemmer ikke mente, at Casper Bastrup var forsørgelsesberettiget i Rind, eftersom han var født i Asp, ville man først have dette spørgsmål nærmere undersøgt, og så trækker sagen ud. I Sommeren 1866 skriver fængselspræsten til kommunen om rejsehjælp til Casper, så denne kan komme til Amerika; men den 14. august s. å. vedtager man at skrive til Asp, og så kommer Casper imidlertid ud først i september uden at have fået den ønskede hjælp. Den 11. september stiller han hos sogneforstanderskabet og beder om tilladelse til at rejse til Amerika, derimod forlanger han ingen inderstøttelse, da præsten i en medsendt skrivelse anser det for afgjort,, at Casper ikke er forsørgelsesberettiget i Rind. Casper var kommen hjem den 8. september, han slår sig straks sammen med den øvrige familie og havde forresten ikke andre steder at holde sig til. Vi træffer ham i de følgende dage i selskab med Kjælle Casper, An Mari Mæster, Johannes Guldsmed og da især Ingeborg Mæster, der var meget optaget af den både forvovne og kloge skøjer - man kaldte ham også "æ klog skøjer" - og disse to er stadig på farten sammen. Casper havde ved hjemkomsten fået tilhold om at søge sig et lovligt erhverv eller i modsat tilfælde melde sig til fattigvæsnet. Men disse former for at opretholde livet tiltalte ham imidlertid ikke, og så drog han istedet for ud med Ingeborg. Allerede samme måned, han er kommen hjem, sættes han fast for tyveri og betleri 2), han erkender at have fået tilhold om at søge arbejde eller ty til fattigvæsenet; men på grund af dårlige fødder havde han ikke kunnet påtage sig arbejde, og han havde ikke meldt sig til fattigvæsnet, fordi han troede, at han snart ville komme sig! I Januar 1867 bliver han atter sat fast, og da sørger herredskontoret for et par træsko til ham. Regningen, der lyder på 3 mk. 12 sk., sendes til Rind - Herning sogneråd, men henvises derfra til Asp. Casper permitteres denne gang med en advarsel; men bliver kort efter sat fast igen, ved hvilken lejlighed han atter forklarer, at han ikke har taget arbejde på grund af svaghed i benene - der naturligvis ikke har hindret manden i at være på uafladelig fodvandring, så vidt han da var fri. Denne gang bliver han idømt 2 x 4 dages vand og brød ved Hammerum herreds politiret den 2/2 1867. Halvbroderen, Johannes Guldsmed, får samme dom, Ingeborg, Kjælle Casper og An Mari Mæster slipper med 5 dages vand og brød hver for betleri. Så i maj s. å. bliver han atter nøkket, men den 11. bliver han efter amtets ordre sat på fri fod og afleveret til fattigvæsnet. I sommeren 1868 kommer der atter bud efter Casper Bastrup. Natten mellem den 13. og 14. juli bliver der fra en udflyttergård vest for Skals stjålet en mængde beklædninsgenstande: 4 frakker, 4 par bukser, 2 kasketter, 2 veste, 3-4 tørklæder, 1 par strømper, 3 fruentimmerkjoler, 1 skørt med tilhørende trøje, 1 livstykke med et par røde strikkede ærmer, 4-5 skjorter , 3-4 særke og et par vandstøvler. Som gerningsmænd er man ondskabsfuld nok til at mistænke nogle af Rind kjæltringerne, efter at det var oplyst, at disse havde gæstet egnen på samme tid, som tyveriet var begået. Den 13. august om morgenen kl. 4 1/2 overraskede sognefoged P. Fejerskov Kjælle Casper og Mæt Kjærstin i deres søde slummer. Mette var forresten nylig sluppet fra en transport fra Bølling - Nørre herred til Herning. De fandtes i besiddelse af et får og et lam, som Mette erklærede, at Casper havde tiltusket sig hos Jæp Salling i Trælund for en glarkiste. Kisten havde Caspers stedfader, Johannes Guldsmed, ladet lave i Viborg, og han havde den med, da han sidst kom hjem fra straffeanstalten. Rigtigheden af Mettes forklaring bekræftes; men samtidig kommer det frem, at Casper og Mette for en tid siden havde sovet til middag på et loft i Sunds - rigtignok med tilladelse, derimod havde de, uden tilladelse, medtaget 2-3 pund uld af en sæk, da de forlod herberget. Imidlertid var Casper Bastrup og Ingeborg ogsaa blevet anholdte som mistænkte for at have været med i Skals. Kjælle Casper forklarer, at han og Mette Kirstine i løbet af tre måneders tid havde vandret om i Salling, Fjends, Nr. Bølling og Hammerum herreder. En enkelt gang havde de været sammen med Casper Abraham (Bastrup) og Ingeborg, men i Himmerland havde de ikke været - dog mener han, at han har hørt navnet Skals. Casper Bastrup er selvfølgelig lige så uskyldig. Han har vandret om med sin "dil" i Hammerum, Ginding og Lysgård herreder siden sin løsladelse. Til alt uheld for vore folk fandt man en del af omtalte tyvekoster i deres besiddelse. Klæderne blev naturligvis indregistrerede og derefter låsede inde i et rum på tinghuset. Nettet trak sig efterhånden stærkere sammen om arrestanterne trods deres forklaringer og påfund, så udsigten til snart at slippe ud i friheden var såre ringe. Da hændte der noget ganske uhørt, noget, der i lange tider optog sindene viden om. Natten mellem den 2. og 3. september skete der nemlig indbrud i selve tinghuset i Herning. Et par ruder fandtes ituslåede på 1ste sal, døren til opbevaringsrummet var brudt op, og førnævnte klædningsdele, corpus delicti, var borte! Forhørene tog nu en anden retning. De to Caspere havde sovet trygt og intet hørt, Ingeborg mente at have hørt noget kradse på muren, hvad hun forresten havde fortalt arrestforvareren om morgenen. Arrestforvareren havde sovet; men hans kone, der var oppe en gang i nattens løb, havde hørt nogen snakke ude, dog antog hun, det var nogen cirkusfolk ovre ved gæstgivergården. En tid syntes det, som om indbrudet var sket ved hjælp af brandstigen, der tydeligt nok havde været nede og ikke var hængt ordentlig op igen, dog var sagen stadig meget dunkel. Men så blev det oplyst, at arrestanterne ikke altid var så isolerede, som de, efter herredsfogdens utrykkelige ordre, skulle være - ja, at de rent ud sagt kom sammen, at Ingeborg hjalp arrestforvarer Iversen privat i køkkenet, rullede tøj for ham på loftet osv., og at arrestanterne endog om aftenen modtog besøg af Johannes Guldsmed og An Mari Mæster! Nu varede det ikke længe, inden denne og foregående sag blev fuldt oplyst. Den behændige Casper Bastrup var klatret op ad en tagrende, medens Ingebog stod nedenunder for at optage stødet, hvis han skulle falde. Casper var gået gennem et vindue, der ikke var lukket, havde taget omtalte stjålne klæder, som de gemte i Ingeborgs seng til næste middag, da de, medens arrestforvareren sov, så deres snit til at brænde disse i en kakkelovn oppe på loftet. Med hensyn til tyveriet i Skals, da bekendte de, at de to Caspere havde stjålet klæderne; Casper Bastrup var kravlet gennem et vindue, der kun var fæstet med et par ombøjede søm, og taget klæderne fra to kister, medens Ingeborg og Mette Kirstine lå i en høstak 1/2 fjerdingvej der fra. Iversen havde ikke været vidende om, at arrestanterne ville tage tøjet; men da han opdagede, det var sket, blev han ræd for følgerne, at han knuste de to ruder, brækkede en del ved dørlåsen med sin lommekniv og tog stigen halvvejs ned fra sin plads. Iøvrigt finder man forklaringen til, at kjæltringerne har haft så megen frihed, deri, at han havde villet forlede Ingeborg til utugt, ligesom det i retten oplystes, at han i arresten havde haft omgang med An Mari Grønning. Den 30. januar 1869 faldt dommen. Casper Bastrup fik 8 års tugthusarbejde i Vridsløselille, Casper Madsen 4 do., Ingeborg Madsen 18 måneders forbedringshus, Mette Kirstine Mortensen 18 do., Johannes Johansen 6x5 dages vand og brød, Ane Marie Christensensdatter 2x5 og Iversen 6x5 dages vand og brød. Endelig idømtes Iversens tjenestepige, der havde aflagt falsk ed, 2 års forbedringshusarbejde. Nu skjuler fængslets tykke mure atter i en årrække den frihedselskende skøjer, medens nadre drager et lettelsens suk ved tanken om, at den "farlige" forbryder er gjort uskadelig igen. Da Casper omsider slap ud, dyede han sig ikke længe, thi ved Hammerum Herreds ekstraret den 15. september 1877 blev han idømt 2 års tugthusarbejde for tyveri, løsgængeri og betleri. Den 24. september 1879 var han færdig i Horsens, og han meldte sig samme dag på herredskontoret i Holstebro. Derfra strejfede han rundt, først nord på over Skive, Hjarbæk til Ålborg, derfra over Nr. Sundby, Blokhus og Løkken til Hjørring, hvor han den 3. oktober traf en kammerat fra straffeanstalten, Hans Ditlev Thomsen, der var løsladt kort før Casper. Kammeraten havde nok lovet Casper arbejde, når denne ville rejse op til ham; men der var naturligvis intet arbejde, og Casper drog så videre syd på. Sidst i november s. å. blev han anholdt af sognefogden i Gjellerup og ført til Herning arrest. I det første forhør aflagde han en beretning om sin omstrejfen (i sognene ved Vesterhavet), som han siden, under privat samtale med herrdsfoged Krarup, vedgik var opspind fra ende til anden, og ovennævnte rigtige beretning blev derefter aflagt i retten den 29. s. m. Derefter sidder Casper og kukkelurer til den 17. januar 1880, inden han atter kommer i Forhør. Dommeren oplyser, at han på grund af arrestantens mange tidligere straffe - han havde da tilbragt 25 år i tugthuset - fandt, der var anledning til at undersøge, om Casper mulig havde gjort sig skyldig i forbrydelser under sin sidste omstrejfen; der var dog intet fremkommen i den retning om arrestanten. Dernæst havde dommeren ført forhandlinger om Caspers fremtidige anbringelse, for om muligt, at han atter kom ind på forbryderbanen. Casper Bastrup vedkendte sig de i fremlagte domsacter nævnte domme over ham, og at han havde gjort sig skyldig i betleri. Så fik han sin sidste dom her i landet - han blev samme dag idømt 2x5 dages vand og brød for betleri. Medens han hensad i Herning arrest, døde hans broder, Kræ Abraham.i Lind, og Casper lavede da den mindesang eller det gravskrift, der er gengivet side 192. Casper var velbegavet. En gang inspektøren i anstalten mistede et barn, og anstaltens poeter stemte harpen i denne højtidelige anledning, konkurrerede Casper Bastrup de andre sønder og sammen. Og han skrev "som nåwe prokuråtor". Ved sin gamle flamme, Ingeborg Mæsters sønnedatters død, skrev Casper (?) nedenstående sang: Dødens Engel med sit strenge Bud kom til dette lille Hjem at gæste, og Forældrene - saa vilde Gud - skulde end et yndigt Baren miste. Miste ej - thi Gudskelov vi ved, endnu lever dog den lille Pige; hun bortflyttet blev til bedre Sted, fik sit Hjem udi Gods lyse Rige! Der hun nu hos Børnevennen kjær, Jesus Frelser, Søster Plads har vundet; ej, som her, hun der skal lide mer, Fred og Glæde har hun evig fundet! Saa kom Sygdom, og hun lagdes ned; det, vi ved, var efter Herrens Villie; hendes lille Aand gik bort i Fred, bort ved Døden rolig, blid og stille. Fader, Moder stod med Sorg i Sind, thi de savner deres lille Pige, Vemodstaarer rinder dem paa Kind, dog med Job de ydmigt skulle sige: Herren tog, og Herren tog igjen, og hans Navn derfor højlovet være! Til Guds Rige gik Mathilda hen - det Guds Ord vil trøste Eder kære! Efter at være sat på fri fod fik han en kort tid arbejde på Herning spindefabrik. Så lykkedes det ham at få sit længe nærede ønske opfyldt - at komme til Amerika, hvortil heredsfoged Krarup, efter sigende, hjalp ham. Hvorledes det er gået ham, er mig ubekendt; men han har da haft ligeså gode betingelser for at begynde på et nyt og bedre liv der, som så mange andre, der drog til "the far West" af lignende grunde som han.